Nyt job tager tid: K-profil træder et trin tilbage

Torben Overgaard Nielsen trækker sig som konservativ folketingskandidat og er heller ikke partiets spidskandidat til kommunalvalget

Torben Overgaard Nielsen genopstiller til Thisted Kommunalbestyrelse, men han er ikke længere partiets borgmesterkandidat, ligesom han heller ikke længere er folketingskandidat i Thisted-kredsen

Torben Overgaard Nielsen genopstiller til Thisted Kommunalbestyrelse, men han er ikke længere partiets borgmesterkandidat, ligesom han heller ikke længere er folketingskandidat i Thisted-kredsen

THISTED:Når Konservative i Thisted kommune på mandag holder virtuel generalforsamling skal der ud over selve generalforsamlingen vælges en borgmesterkandidat.

Senere på foråret skal der på et fællesmøde i partiets vælgerforeninger i Thisted og Morsø kommuner også vælges ny folketingskandidat efter Torben Overgaard Nielsen.

Torben Overgaard Nielsen, som hidtil har være både konservativ borgmesterkandidat i Thisted Kommune og partiets folketingskandidat i Thisted-kredsen har meddelt, at han politisk træder et skridt tilbage.

Han genopstiller til kommunalbestyrelsen, men ikke som spidskandidat og ønsker heller ikke længere at være partiets folketingskandidat, oplyser Alex Klein, formand for Konservative i Thisted.

Siden sidste valg er Torben Overgaard Nielsen blevet leder på Trombakken i Snedsted.

- I den forbindelse har Torben Overgaard Nielsen givet udtryk for at han gerne vil bruge sin energi på sit nye lederjob. Torben har derfor meddelt bestyrelsen, at han ikke ønsker genvalg hverken som folketings- eller borgmesterkandidat, men at han gerne opstiller til kommunalbestyrelsen, siger Alex Klein.

Inden mandagens generalforsamling har en enig bestyrelse for Konservative Thisted efter dialog med og accept fra kandidaterne, fundet ”de helt rigtige til henholdsvis folketings- og borgmesterkandidaturerne”, oplyser Alex Klein i en pressemeddelelse.

På mandagens generalforsamling vælges den konservative borgmesterkandidat til kommunalvalget i november, mens valget af ny konservativ folketingskandidat er udskudt til et fællesmøde for hele kredsen senere på foråret.

Her deltager medlemmerne fra de konservative vælgerforeninger i både Thisted og Morsø kommuner.