Nytænkning om jobcentre: Opgaven skal stadig løses
SVM-regeringen vil nytænke og reformere beskæftigelsesindsatsen - blandt andet ved at nedlægge jobcentre, men der er fortsat en opgave at løse, siger borgmester Niels Jørgen Pedersen (V)
THISTED: Jobcentrene skal nedlægges.
Det fremgår af det politiske arbejdsgrundlag for den nye SVM-regering, som der medskaber en form for afklaring i en sag, som flere gange er vendt på det kommunalpolitiske plan i Thisted Kommune, nemlig spørgsmålet om fremtiden for kommunens Jobcenter, som i øjeblikket har til huse på Borgerskolen i Thisted.
Spørgsmålet har været, hvor Jobcentret skal ligge, hvis det ikke skal være på Borgerskolen og hvor mange penge, der skal investeres i et nyt jobcenter i forhold til de opgaver, det skal varetage fremadrettet. Og netop uklarhed om de fremtidige opgaver for de kommunale jobcentre har udskudt den politiske beslutning om de fremtidige fysiske rammer for jobcentret i Thisted.
- Jeg tror ikke, at regeringsgrundlaget har skabt mere klarhed. Som jeg læser teksten, vil regeringen nytænke og reformere beskæftigelsesindsatsen, så udgifterne på området samlet kan reduceres med tre milliarder kroner i 2030 - og her er nedlæggelse af jobcentrene en del af indsatsen. Men opgaverne er der stadig - og skal løses fortsat, siger borgmester Niels Jørgen Pedersen (V).
Dermed understreger borgmesteren også, at der ikke er udsigt til en lavthængende kommunal besparelse på området.
- Jobcentrene har været hadet af alle og de har været et emne i valgkampen. Men de løser en vigtig opgave for en gruppe borgere, og den opgave skal løses fortsat. Det kan da godt være, at opgaven fremadrettet kan fordeles anderledes eksempelvis mellem et socialudvalg og et erhvervsudvalg, men lige nu har vi brug for klarere viden.
I første omgang håber Niels Jørgen Pedersen, at der med afsæt i regeringsgrundlaget er udsigt til mindre bureaukrati og nemmere sagsbehandling på området.
- Men selv om kommunerne sættes mere fri, og selv om der er forsikrede ledige, som kan håndteres andre steder, er der stadig en gruppe borgere, som har brug for hjælp til at komme i beskæftigelse og der er brug for medarbejdere til at løfte den opgave. Så lige nu er det for tidligt at sige noget om effekten af en reform af beskæftigelsesindsatsen, siger Niels Jørgen Pedersen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.