boligbyggeri

Ok til byggeplaner i Hanstholm: Masser af nye boliger på vej

Boligselskabet Viborg Amt har startet byggeriet af 12 boliger på Fyrvej, Thisted Bolig får snart sine byggeplaner på Hanstedgård-grunden godkendt i kommunalbestyrelsen

Lilly Thorsen, th., og Thorkil Olesen, formand og næstformand i Thisted Boligs krydser grunden, hvor den nye bebyggelse, Hanstedgård, skal opføres. Den består af 20 boliger.
Lilly Thorsen, th., og Thorkil Olesen, formand og næstformand i Thisted Boligs krydser grunden, hvor den nye bebyggelse, Hanstedgård, skal opføres. Den består af 20 boliger. Foto: Jens Fogh-Andersen

Opdateret kl. 18:16

HANSTHOLM: 15. august markerer borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) med et første spadestik byggestarten på Thisted Boligs kommende byggeri i Hanstholm. Bebyggelsen får navnet "Hanstedgård" og omfatter i alt 20 boliger i tre størrelser. Thisted Bolig har i øjeblikket 128 boliger i Hanstholm.

Boligerne opføres på den 8546 kvadratmeter store Hanstedgård-grund på hjørnet af Chr. Hansensvej og Roshagevej. Byggeriet består af huse i tre størrelser, 80, 90 og 110 kvadratmenter. Den forventede månedlige husleje bliver fra 6818 kroner for de mindste boliger til 8750 kroner for de største. Byggeriet omfatter også et 97 kvadratmeter stort fælleshus.

Kommunens udvalg for erhverv, klima, miljø og teknik, har i denne uge indstillet, at kommunalbestyrelsen på sit møde 27. juni godkender det endelige anlægsbudget for byggeriet. Det er på 43,945 mio. kroner, godt 2,2 mio. kroner mere end den skønnede anlægspris, da kommunalbestyrelsen i 2022 godkendte det foreløbige budget for byggeriet.

- Vi indstiller, at kommunalbestyrelsen godkender det endelige anlægsbudget. Den stigning, der er sket i byggeprisen fra vi godkendte det foreløbige budget i 2022, skyldes ikke store ændringer i byggeriet, men afspejler den faktiske byggepris, siger udvalgsformand Jens Kr. Yde (K).

I den samlede finansiering af byggeriet indgår en kommunal grundkapital på 10 procent af anskaffelsessummen, 4,395 kroner.

Hanstedgård-boligerne er tiltænkt en blandet beboergruppe af tilflyttere og af nuværende holmboer, som ønsker at fraflytte deres nuværende ejerbolig til fordel for en mindre almennyttig bolig.

Ud over Thisted Bolig har Boligselskabet Viborg Amt netop startet byggeriet af  12 almene seniorboliger på Fyrvej i Hanstholm. De skal efter planen være klar til indflytning 1. juni 2024. Her er byggeprisen på 27,8 mio. kroner. Boligernes størrelse er fra 93 til 108 kvadratmeter. I byggeriet indgår også et fælleshus. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden