Opsang til valg-politikerne: - Udvid vores vej, nu!

Komitéen for udvidelse af Rute 26 og 34 drager hovedvejsstrækningen ind i valgkampen 

Rute 26 mellem Harre og Nautrup Bakke syd for Sallingsundbroen er en af de strækninger, hvor der er trængsel i trafikken. Nu vil fire kommuner have det kommende Folketing til at inddrage strækningen i infrastrukturaftalen.  <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Rute 26 mellem Harre og Nautrup Bakke syd for Sallingsundbroen er en af de strækninger, hvor der er trængsel i trafikken. Nu vil fire kommuner have det kommende Folketing til at inddrage strækningen i infrastrukturaftalen.  Arkivfoto: Bo Lehm

THY-MORS:De lokale folketingskandidater får her op til valget 1. november en opsang fra Komitéen for udvidelse af Rute 26 og Rute 34. Den vil have udvidet vejstrækningen ned over Salling fra Sallingsundbroen til Kåstrup nord for Skive, som ellers ikke var med i det trafikpolitiske forlig om infrastruktur frem til 2035, som Folketinget indgik i juni 2021. 

Komitéen har siden 2018 i et samarbejde mellem Thisted, Morsø, Skive og Herning kommuner arbejdet for at få udvidet hele vejstrækningen fra Hanstholm til Herning. Den anerkender, at områdets markante behov for en opgradering af Rute 26 og 34 delvist er tilgodeset i den aftale, Folketingets partier har indgået. Men tidshorisonten er uacceptabel, mener de fire kommuner. Behovet for udvidelse af strækningen er ikke bare stort – det er også meget presserende, anfører komiteen i en pressemeddelelse.

Fremkommeligheden på strækningen fra Hanstholm til Herning vil først være rimeligt tilgodeset, når Rute 26 fra Sallingsundbroen til Kåstrup udvides. Strækningen er generelt meget trafikeret af blandt andet tunge transporter og får kritisk betydning i forbindelse med de kommende års udvidelse af den grønne industripark GreenLab i Kåstrup.

Der er indtil nu investeret tre milliarder kroner og etableret 200 nye arbejdspladser i GreenLab, som ligger på strækningen og er dybt afhængig af en tidssvarende infrastruktur, der gør det muligt at modtage op til 400 lastvognstog – vel at mærke dagligt inden for de nærmeste år.

Byttehandel ved Skive

Komitéen foreslår desuden, at den planlagte udvidelse af Rute 34 fra Skive til Haderup prioriteres op og gennemføres snarest muligt. Til gengæld foreslår komitéen, at arbejdet med en udvidelse af Rute 34 i Skive by eventuelt udskydes i f.eks. et par år i forhold til aftalen, der siger, at arbejdet skal indledes i 2031.

Den cirka 15 kilometer lange strækning fra Skive til Haderup er på grund af en meget smal og utidssvarende vejbane en daglig udfordring for både fremkommelighed og trafiksikkerhed. På en stor del af den er den samlede kørebanebredde på kun seks meter. Det betyder, at to moderne lastbiler har cirka 80 centimeter mellem sidespejlene, når de passerer hinanden. Trafiktætheden er på 5.100 køretøjer/døgn. Heraf vurderes, at cirka 900 er lastbiler. Det gør strækningen til en af de tungest trafikerede i landet.

Komitéen opfordrer til, at budgetlagte udgifter til vedligeholdelse af Rute 34 fra Skive til Haderup i tiden frem til 2031 inddrages i overvejelserne om en ændret prioritering af strækningen fra Skive til Haderup.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.