Fodbold

Overmatchet: Nye tæsk til HVA Sydthy

Heller ikke i femte forsøg kunne HVA Sydthy få point på kontoen

HVA Sydthys sæson i serie 1 har været noget af en ørkenvandring, og efter fem kampe må de lede videre efter deres første point.Arkivfoto: Peter Mørk
HVA Sydthys sæson i serie 1 har været noget af en ørkenvandring, og efter fem kampe må de lede videre efter deres første point.Arkivfoto: Peter Mørk

HVA Sydthy

Ikast FC

1-5

fodbold, serie 1

HURUP: Det begynder for alvor at se sort ud for HVA Sydthy, hvis de skal gøre sig forhåbninger om overlevelse i serie 1. Søndag blev det til sæsonens femte nederlag, da Ikast FC gav en fodboldlektion. På eget græs tabte HVA Sydthy med 1-5, og thyboernes pointtal er derfor fortsat nul efter fem kampe.

- Det var uden tvivl det bedste hold, vi har mødt i sæsonen, siger Gotfred Schmidt.

Thyboernes forhåbninger om point led allerede tidligt i kampen et knæk. For i det 5. minut kom de midtjyske gæster foran. Cirka 12 minutter senere blev det endnu værre for hjemmeholdet, da de kom bagud med 0-2. I den resterende del af første halvleg fik HVA Sydthy skabt flere chancer for at reducere, men som i mange af de hidtidige kampe i sæsonen, ville skarpheden ikke indfinde sig, og derfor var stillingen 0-2 ved pausen.

I anden halvleg fortsatte gæsterne fra Ikast med at tromle videre, og i det 64. minut scorede midtjyderne deres tredje mål. Umiddelbart efter scoringen genvandt HVA Sydthy en smule momentum, da Mikkel Kyss Jensen fik reduceret med et flot mål på langskud. Medvinden varede dog ikke ved, og i kampens sidste minutter satte Ikast FC en stor streg under deres dominans i kampen ved at score til både 1-4 og 1-5.

- De var klart bedre end os, og så var de bare skarpe, siger Gotfred Schmidt.

Overlevelse ser sort ud

Med nul point og en målscore på 3-17 efter fem kampe ligner det en hurtig tilbagevenden til serie 2 for HVA Sydthy. Gotfred Schmidt erkender da også, at der skal ske noget drastisk, hvis det skal blive til overlevelse.

- Jeg vil ikke give afkald på overlevelse, før det er definitivt udelukket, og vi går selvfølgelig efter det, men lige nu ser det da sort ud. Vi spiller måske en række for højt lige nu, siger Gotfred Schmidt.

Pausestilling: 0-2

Mål: 0-1 (5). 0-2 (17). 0-3 (64). 1-3 Mikkel Kyss Jensen (67). 1-4 (90). 1-5 (90).

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden