Sundhed

Pengene er problemet: Søger fortsat finansiering af behandlerhus

Den Erhvervsdrivende Fond Thisted Behandlerhus Behandlerhus er under tidspres for at finde finansiering af en udvidelse af Behandlerhuset Dokken - entreprenørtilbud udløber til april

Udvidelsen af Dokken i Thisted skal sikre yderligere 1500 kvadratmeter i bygningen. Problemet lige nu er, at det er svært at finde finansiering til udvidelse og at tilbuddet på byggeriet udløber i april.
Udvidelsen af Dokken i Thisted skal sikre yderligere 1500 kvadratmeter i bygningen. Problemet lige nu er, at det er svært at finde finansiering til udvidelse og at tilbuddet på byggeriet udløber i april. Arkivfoto: Bo Lehm

THISTED: Til trods for et tilbud på udførelsen af en 1500 kvadratmeter stor udvidelse af behandlerhuset Dokken i Thisted er der endnu ikke truffet beslutning om at sætte byggeriet i gang.

- Lige nu er vi på "stand by", forklarer Tage Leegaard, formand for bestyrelsen for Den Erhvervsdrivende Fond Thisted Behandlerhus. Fonden ejer Dokken og lejer bygningens lokaler ud blandt andet til læger. Udvidelsen af Dokken sker for at imødekomme et ønske fra lejerne om mere plads.

- Vi har entreprenørtilbuddet på hånden frem til midten af april. Problemet er blot, at det er så dyrt, at vi får svært ved at få enderne til at nå sammen, siger Tage Legaard efter det sidste møde i bestyrelsen for behandlerhuset, hvor den kommende udvidelse endnu en gang var på dagsordenen.

Tage Leegaard forklarer, at flere ansøgninger til forskellige fonde om økonomisk støtte til byggeriet ikke har givet resultat.

- Så her og nu er situationen, at vi mangler finansiering. Naturligvis kan det ske på almindelige markedsvilkår, men vi vil forsøge at søge andre fonde samtidig med, at vi overvejer andre finansieringsmuligheder, siger Tage Leegaard.

Finansieringen af udvidelsen har betydning for den husleje, lejerne i Dokken skal betale.

- Derfor er vi i lyset at vanskelighederne med at finansiere udvidelsen også i dialog med lejerne om muligheden for at finde en løsning.

Tage Leegaard erkender, at der lige nu arbejdes under tidspres.

- Vi har endnu nogle måneder til at finde en løsning, inden entreprenørens tilbud udløber. Lykkes det ikke, er vi desværre slået længere tilbage, end vi er lige nu, siger Tage Leegaard.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden