Pointtørken fortsætter: HVA Sydthy stadig uden point
HVA Sydthy var ikke skarpe nok mod Herning Fremad
HVA Sydthy
Herning fremad
1-4
fodbold, serie 1
HURUP: Begge mandskaber jagtede sæsonens første point, da HVA Sydthy torsdag bød Herning Fremad op til dans på eget græs i serie 1. HVA Sydthy fik dog et nederlag på 1-4 i en kamp, hvor de ellers var ganske godt med.
- Vi følte egentlig, at vi skulle have haft point i den her kamp, men vi var ikke skarpe nok, og det er bare mega frustrerende, siger HVA Sydthy-træner Gotfred Schmidt.
Hjemmeholdet kom spillemæssigt skidt fra start, men som halvlegen skred frem, kom de bedre med og fik produceret mange store chancer. Skarpheden var dog en mangelvare for thyboerne. Herning Fremad derimod var ganske skarpe, og det fik de vist i første halvleg, hvor de to gange fik scoret efter omstillinger, så derfor var stillingen 0-2 til pause.
I anden halvleg fortsatte kampbilledet, men som tilfældet var det i første halvleg, kunne HVA Sydthy ikke få bolden over stregen. I det 65. minut fik Herning Fremad igen scoret efter en omstilling, og i det 84. minut blev nedturen total, da manglende kommunikation i HVA Sydthy-forsvaret førte til et selvmål. Kort før slutfløjt fik det trængte hjemmehold pyntet lidt på resultatet, da Mads Henriksen fik reduceret til 1-4.
- Spillerne gjorde det egentlig godt, men vi lavede for mange afgørende fejl og så havde vi ikke marginalerne med os, siger Gotfred Schmidt.
Skarpheden skal findes
Med torsdagens nederlag har HVA Sydthy fået en katastrofal start på serie 1, og Gotfred Schmidt anerkender da også, at der skal andre boller på suppen.
- Vi skal score på vores chancer. Nu må vi tage en kamp ad gangen og se, om vi kan få nogle point, siger Gotfred Schmidt.
Pausestilling: 0-2
Mål: 0-1 (18). 0-2 (35). 0-3 (65). 0-4 (84). 1-4 Mads Henriksen (88)
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.