Politi: Hvem hjalp forbrændt mand efter eksplosionsbrand?
Vidne hjalp tilskadekommen person efter voldsom brand i slikbutik
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:13
THISTED: Midt- og Vestjyllands Politi leder efter et vidne, der hjalp en forbrændt mand kort efter den eksplosionsagtige brand i slikbutikken Thy Slik på Storegade 12 i Thisted natten til torsdag 2. maj.
Ved den voldsomme brand, som raserede slikbutikken totalt, blev en mand forbrændt i ansigtet og på hænderne. Et vidne - en anden mand - hjalp den forbrændte ved p-pladserne på havneområdet mellem pølsevognen Burgerfri og Havnegrillen/Telenor kort efter branden, som opstod 2. maj kl. 00.39.
Derefter blev den forbrændte mand hentet af en af sine bekendte i bil, og det skete i tidsrummet fra kl. 00.45-01.15.
Nu vil politiet meget gerne have kontakt til det vidne, som hjalp den forbrændte mand, inden han blev kørt væk af en bekendt.
Vidnet opfordres til at kontakte Midt- og Vestjyllands Politi på telefon 114. Det samme gælder andre, der kan have oplysninger i sagen.
20-årig fængslet for brand
En 20-årig mand blev 2. maj varetægtsfængslet i fire uger efter den eksplosionsagtige brand. Han sigtes for brandstiftelse under skærpende omstændigheder, men nægter sig skyldig.
Politiet efterforsker stadig butiksbranden.