Politikere bakker op om frilandsbyer: Så skal vi ud og prøve grænser af

Morsø Kommune støtter landsbyers ønske om at blive fritaget for planlovens regler

I Sundby er der ønske om at etablere nye, attraktive byggegrunde. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

I Sundby er der ønske om at etablere nye, attraktive byggegrunde. Arkivfoto: Henrik Bo

MORS:Det bliver ikke Morsø Kommune, der kommer til at stille sig i vejen for lokale ønsker om at etablere nye, attraktive byggegrunde i Ørding og Sundby. Det fastslår Meiner Nørgaard (DD), formand for udvalget for teknik og miljø. 

Et enigt udvalg erklærer sig parat til at bakke op om ansøgninger fra både Ljørslev-Ørding og Sundby-Vilsund om at deltage i Forsøgsordning med frilandsbyer og øer.

Hvis en eller begge ansøgninger går igennem, og landsbyerne bliver udpeget som frilandsby, så er Morsø Kommune også klar til at arbejde for at gennemføre de tiltag, som er beskrevet i ansøgningen, fastslår politikerne.

Opbakningen fra kommunen er en forudsætning for, at de to landsbysamarbejder kan gå videre med deres respektive ansøgninger til at blive en del af forsøgsordningen. Senest 4. december skal landsbyerne indsende en ansøgning til Landdistrikternes Fællesråd.

Forsøgsordningen er indgået på baggrund af den politiske aftale "Mere liv i bymidter og landdistrikter" fra november 2021. Formålet er at afdække interessen fra landsbyer og øer i at få dispensation fra lovgivning, der på den ene eller anden måde hindrer udvikling på landet.

- Det kunne være godt at få sådan et forsøgsprojekt til Mors, siger Meiner Nørgaard og fortsætter:

- Vi synes, det er en rigtig god ide. Så skal vi ud og prøve grænser af i forhold til staten. Det er egentlig det, det her projekt skal sætte fokus på, ved at man kan ansøge om at blive fritaget for de regler og barrierer i netop forsøgsområderne. Der er ingen tvivl om, at det støtter Morsø Kommune 100 procent op om.

I Ljørslev-Ørding er der et ønske om at øge tilflytningen til området ved at etablere otte store byggegrunde med udsigt til fjorden. Dette kan ikke lade sig gøre indenfor den eksisterende lovgivning.  

Morsø Kommunes afdeling for By og Landskab vurderer, at det ville være et godt forsøg at gennemføre, så længe at forsøget udføres med respekt for de kystnære, landskabelige værdier og den overordnede forvaltning af landzonen, fremgår det af udvalgets dagorden.

Også i Sundby er der et ønske om at udstykke nye boligområder, og det gælder også på den anden side af sundet i Vilsund, som deltager i ansøgningen.

I starten af 2023 kommer Landdistrikternes Fællesråd med en anbefaling af 10 landsbyer og småøer til deltagelse i forsøgsordningen. Såfremt der er politisk opbakning, vil ordningen tidligst påbegyndes i januar 2024.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.