Energikrise lukker nordjysk badeland i tre måneder

Feriecenter har valgt at lukke populært badeland midlertidigt 

Badelandet i Vigsø Feriecenter er populært. Men energipriserne er blevet så høje, at feriecentret har valgt at lukke badelandet ned i tre måneder. <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Badelandet i Vigsø Feriecenter er populært. Men energipriserne er blevet så høje, at feriecentret har valgt at lukke badelandet ned i tre måneder. Arkivfoto: Bo Lehm

NORDJYLLAND:Torsdag lukkede det populære badeland i Vigsø Feriecenter nær Hanstholm, og badelandet åbner først igen om tre måneder - 10. februar næste år.

Årsagen er energikrisen med kraftige prisstigninger, blandt andet på træpiller.

Det 1500 kvadratmeter store badeland med indendørs, sommerlune temperaturer er populært, ikke mindst blandt børnefamilier, og nogle har da også på Facebook udtrykt skuffelse over den midlertidige lukning af badelandet.

"Så bliver I da fri for at børnefamilierne kommer", lyder én kritisk kommentarer.

Træpille-mangel

Vigsø Feriecenter understreger, at de bestemt ikke ønsker at blive fri for børnefamilier eller andre gæster:

"Men der er så få udlejninger i hverdagene de kommende uger, at vi med al rimelighed ikke kan forsvare, badelandet skal være varmet op uden gæster. Der mangles træpiller i landet p.t., så dem, der er, kan bruges bedre. Vi glæder os til et fyldt center og badeland igen i uge 7, hvor skoleeleverne har vinterferie", skriver feriecentret på Facebook

Feriecentret understreger, at alle gæster i perioden frem til 10. februar på forhånd har fået besked om, at badelandet er midlertidigt lukket.

Forkert signalværdi

Det store badeland opvarmes af træpille-fyr og jordvarme, og efterspøgslen på træpiller har presset prisen op.

- Signalværdien i, at vi har har et badeland, der bliver nødt til at være varmet op hele ugen, hvis det skal være åbnet op til få udlejninger i weekenden, synes vi er forkert, når vi skal prøve at gøre noget for at hjælpe hinanden i den her energikrise, siger direktør Kirsten Nørgaard fra Vigsø Feriecenter.

- Det er ikke sådan, at vi som feriecenter får en stor besparelse ved at lukke badelandet i de uger, tilføjer hun.

Feriehus-ejere slipper billigere

Vigsø Feriecenter omfatter blandt andet 174 feriehuse, hvor over halvdelen ejes af private, ikke af selve feriecentret.

Feriehus-ejerne betaler bidrag til driften af badelandet, men det slipper de for i de tre måneder, hvor badelandet er lukket ned. 

Generelt er vintermånederne lavsæson for feriecentret, og badelandet plejer at holde lukket fra nytår frem til februar. I den periode foretages typisk vedligeholdelsesarbejde.

Reelt er der kun tale om en nedlukning af badelandet i halvanden måned ekstra, nævner direktøren.

Solcelleanlæg på vej

Nogle lokale borgere bruger badelandet som svømmehal, men de kan så benytte svømmehallen i Thisted i den periode hvor feriecentrets badeland er lukket ned, siger Kirsten Nørgaard.  

Set i lyset af de høje og meget svingende el-priser vil Vigsø Feriecenter anskaffe sig et solcelleanlæg, der på sigt skal nedbringe centrets udgifter til el. Centret bruger en del el til driften af træpille-anlæg, spabade og andre faciliterer i badelandet. 

Andre badelande lukket ned

Vigsø Feriecenter er ikke de eneste, der midlertidigt lukker et badeland ned lige nu.

I Sønderjylland har Ho Feriecenter - nær Esbjerg - lukket sit badeland midlertidigt frem til 21. december. Det sker også på grund af energikrisen. Feriecentrene i Vigsø og Ho ejes begge af Bach Gruppen med hovedsæde i Viborg.

I Søndervig i Vestjylland er feriebyens badeland lukket frem til februar.

Her er stadig bademulighed

Omvendt har flere feriecentre og et hotel i Nordjylland valgt fortsat at holde deres badelande, wellness- og spa-afdelinger åbne, selv om det koster ekstra på grund af de høje energipriser.

Blokhus Feriecenter holder stadig sit badeland åbent.

Det samme gælder Landal GreenParks, der ejer syv feriecentre i Danmark, heraf tre Nordjylland: I Rønbjerg, samt Fyrklit ved Hirtshals og Grønhøj Strand nær Løkken. Her er svømmeafdelingerne fortsat åbne af hensyn til gæsterne - selv om det koster ekstra i energiudgifter.

Direktør Brian Fabricius fra Hotel Viking i Sæby fastslår, at wellness- og spa-afdelingen er afgørende for mange af hotellets kunder. Så der bliver ikke lukket ned dér. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Direktør Brian Fabricius fra Hotel Viking i Sæby fastslår, at wellness- og spa-afdelingen er afgørende for mange af hotellets kunder. Så der bliver ikke lukket ned dér. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

El-regning tredoblet

Hotel Viking Aqua Spa & Wellness i Sæby har også valgt at holde sin wellness- og spa-afdeling åben, selv om elprisen er tredoblet og ventes at blive en million kr. højere næste år. Varmeudgiften ventes også at stige, men "kun" med en tredjedel.

- Hvis jeg lukket spaen, risikerer jeg at lukke mit indtægtsgrundlag for hele min forretning, siger direktør Brian Fabricius fra Hotel Viking.

Mange af hotellets gæster kommer netop på grund af spa- og wellness-afdelingen. Derfor er direktøren villig til at tage el-udgiften på måske én million kr. mere næste år. Hotellet ér energioptimeret, men pumper og andet udstyr i spa- og wellness-afdelingen bruger meget strøm.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.