Publikumssucces er afblomstret: Kunstner håber på mirakel
Blomsterkunstneren Johnny Haugaards udstilling "Håb - Naturens stemme" er lukket. Håbet om genåbning lever, men det vil kræve et mirakel, og det er set før, siger han
Opdateret kl. 11:00
HURUP: - Alt er forsøgt i en helt vanvittig situation.
Det siger blomsterkunstneren Johnny Haugaard, efter at han mandag aften kastede håndklædet i ringen og konstaterede, at det ikke var muligt at fremskaffe den brandtekniske redegørelse der er nødvendig, hvis Thisted Kommune skal give tilladelse til, at udstillingen, der åbnede forrige mandag, fortsat kan holdes åben.
Det er en situation, Johnny Haugaard har valgt at acceptere. Udstillingen åbner ikke, før alle tilladelser er på plads. Og det er de ikke.
- Jeg har overhovet ikke lyst til at lave noget, der strider mod reglerne. Mandag er der i samarbejde med Thisted Kommune gjort et fantastisk stykke arbejde for at undersøge, om det var muligt at åbne udstillingen tirsdag. Det var det ikke, og jeg åbner ikke på trods, siger Johnny Haugaard og tilføjer, at han uanset hvad er klar til at kæmpe videre for sin udstilling, som mandag blev besøgt af 350 gæster. Måske i lyset af, at det allerede da tegnede til, at det blev udstillingens sidste åbningsdag.
- Det var en speciel situation. Folk synes, det var uretfærdigt, og så er der alligevel mange, som skynder sig at komme, hvis nu tingene ender, som det er sket.
Johnny Haugaard betegner sig selv som "first mover" - ham der går nye veje med sit kunstneriske udtryk.
- Nu er jeg også blevet "first mover" her, men ikke lige på en måde, jeg har lyst til. Min udstilling er den første, der er fanget i et sort hul i en ny regeljungle som betyder, at det ikke bare er en udstilling i Hurup, som ikke kan godkendes, men masser af andre aktiviteter over hele landet. Efter en lang periode med corona-nedlukning af kunsten står vi med nogle brandtekniske regler, som truer med at spænde ben for en masse forskellige aktiviteter, som stod for at folde sig ud. Regler skal være med til at udvikle ting, ikke slå dem ihjel, siger Johnny Haugaard med en direkte opfordring til politikerne på Christiansborg om at se på konsekvenserne af de nye brandregler, der trådte i kraft fra årsskiftet.
Tilbage står spørgsmålet: Hvad er perspektiverne for den nu lukkede udstilling i lagerhallen i Hurup.
- Hele udstillingen repræsenterer en værdi på mellem 350.000 og 400.000 kroner plus alt det arbejde, en masse frivillige har bidraget med. Den er alt, hvad jeg ejer, og hele udstillingen bygger på kærlighed og håb. Det er også påskens budskab, så hvem ved, måske sker der et mirakel, så det bliver muligt at åbne igen, siger Johnny Hansen.
Problemet er nemlig, at udstillingen ikke er langtidsholdbar. Den er lavet af forgængelige materialer, blomster med begrænset holdbarhed.
- Der er brugt friske blomster til en værdi af 100.000 kroner i udstillingen. De holder ikke evigt, så skal det være muligt at opleve udstillingen, skal tilladelsen komme snart. Måske skal vi tro på mirakler, men også håbe, at der sidder nogen fornuftige folk som kan indse, at de regler, der gælder nu, ikke bare spænder ben for min udstilling, men vil gøre det for maser af andre arrangementer, siger Johnny Haugaard.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.