Rema 1000 ledte længe efter det rigtige sted: Valget faldt på Østerbakken

- Vi har fundet et godt sted til den nye forretning i Thisted, hvor vi kan gøre det godt både for byen og for nærområdet. Styrker vi området, styrker vi os selv, siger udviklingschef Stephan Sørensen, Rema 1000 om valget af Østerbakken til kædens butik nummer to i Thisted 

Rema 1000 vil bygge ny dagligvareforretning på Østerbakken i Thisted. For at skabe plads til den nye butik skal blandt andet de fire ejendomme ned mod rundkørslen fjernes. Det samme skal de eksisterende forretningslokaler. Den eksisterende Uno-X tank integreres i projektet. <i>Foto: Jens Fogh-Andersen</i>

Rema 1000 vil bygge ny dagligvareforretning på Østerbakken i Thisted. For at skabe plads til den nye butik skal blandt andet de fire ejendomme ned mod rundkørslen fjernes. Det samme skal de eksisterende forretningslokaler. Den eksisterende Uno-X tank integreres i projektet. Foto: Jens Fogh-Andersen

THISTED:I 2024 kan Rema 1000 åbne sin anden dagligvareforretning i Thisted på Østerbakken i Thisted. Kæden har allerede en butik i Rosenkrantzgade.

Sådan ser tidsperspektivet ud for dagligvarekædens udbygningsplaner efter Thisted Kommunes udvalg for erhverv, klima, miljø og teknik har indstillet, at et "Debatoplæg for udvidelse af Lokalcenter Østerbakken, Thisted" kan sendes i høring fra 1. til 15. september. Inden det sker, skal sagen behandles i kommunalbestyrelsen 30. august.

- Det vil tage seks til ni måneder at få plangrundlaget for den nye butik på plads, men så snart vi får mulighed for at gå i gang, går vi i gang. Har vi en godkendt lokalplan i foråret 2023, vil vi være klar til at åbne den nye forretning i 2024, siger udviklingschef Stephan Sørensen, Rema 1000.

Rema 1000's planer omfatter etableringen af en 1200 kvadratmeter stor forretning ned mod rundkørslen i krydset Østerbakken-Fårtoftvej-Thylandsvej. I forlængelse af forretningen skal der mod øst etableres p-plads op mod den nuværende Uno-X tank, som integreres i projektet.

- Når vi her som andre steder laver en butiksudvidelse, er det væsentligt for os at gøre noget, som både er til gavn for os selv, for øvrige ejere og for byen og området. Styrker vi området, styrker vi os selv og her bliver Uno-X tanken en del af projektet, fortæller Stephan Sørensen og tilføjer, at integrationen af tanken i det samlede projekt er enkel.

- Både Rema 1000 og Uno-X har samme ejer, og Uno-X vil fortsat drive tanken, siger Stephan Sørnsen med henvisning til, at begge selskaber er ejet af den norske koncern Reitangruppen.

Udvalgsformand Jens Kr. Yde (K) konstaterer, at Rema 1000's projekt vil styrke udbuddet af dagligvareforretninger i Thisted.

- Vi skal ikke sige, hvor forretningerne skal ligge eller om et sted er bedre end et andet. Det er op til kæderne selv og markedskræfterne at afgøre. Vi har fået et oplæg til placeringen af den nye butik og nu indstiller vi, at planprocessen sættes i gang, Jens Kr. Yde.

For at få plads til den nye dagligvareforretning skal blandt andet fire ejendomme ned mod rundkørslen syd for Østerbakken fjernes.

- Vi har forhåndsaftaler om at overtage de ejendomme, der skal fjernes, siger Stephan Sørensen og tilføjer, at der er brugt år på at finde den helt rigtig placering til forretningen.

- Beliggenheden er afgørende, og når valget er faldet på Østerbakken er det ikke fordi, der allerede er andre dagligvareforretninger i området, men alene fordi, det er den bedste placering til vores butik nummer to i Thisted. På Østerbakken kan vi styrke indkøbsmulighederne i området, og vi kan styrke os selv, siger Stephan Sørensen og tilføjer, at forretningen er tænkt som et tilbud til kunder i nærområdet.

Udviklingschefen forklarer, at det i forbindelse med beslutningen om at etablere endnu en Rema 1000-butik i Thisted er overvejet, om der er plads til dem begge.

- Overvejelserne er endt med, at vi skal have to butikker og at der er plads til dem begge i en by af Thisteds størrelse. Folk vil gerne have tilgængelighed, men de efterspørger også et bredt udbud - og de to butikker ligger i hver deres område af byen, og det er der plads til.

Ud over butikken i Rosenkrantzgade har Rema 1000 forretninger i Hurup og i Nykøbing, hvor den eksisterende forretning inden længe flytter i nye lokaler. Kædens udviklingsplaner omfatter også en helt ny butik i Vilsund

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden