Erhverv

Så er der givet håndslag på handlen: Vækstvirksomhed får norsk ejer

Tingene har udviklet sig, siden Incendium A/S startede som iværksættervirksomhed i 2009 - nu har virksomheden, der har opbygget en ledende position indenfor sikre videoløsninger til beredskabssektoren i Norden, fået ny norsk ejer

Thomas Baun, CEO i Incendium A/S, giver håndslag på salget af firmaet til CEO Jane T. Morstøl, Bliksund A/S, der er Thisted-firmaets nye norske ejer
Thomas Baun, CEO i Incendium A/S, giver håndslag på salget af firmaet til CEO Jane T. Morstøl, Bliksund A/S, der er Thisted-firmaets nye norske ejer Foto: Privatfoto

Opdateret kl. 19:09

THISTED: Siden starten af 2009 har virksomheden Incendium A/S med hovedsæde i Thisted, opbygget en ledende position indenfor sikre beredskabsløsninger i beredskabssektoren i Norden. Nu har Incendiums ejere solgt virksomheden til norske Bliksund A/S. Handlen er afhængig af endelig godkendelse fra erhvervsstyrelsen.

- Med Incendiums ekspertise inden for live video og vores sammenfaldende vision, passer selskaberne rigtig godt sammen. Vi arbejder hele tiden med videreudvikling af vores løsninger og brugen af live video i beredskabssektoren er efterspurgt. Ved at integrere Incendiums løsninger med vores, kan vi tilbyde løsninger, som vil give brugeren en endnu bedre og enklere hverdag og give os en stærkere position internationalt, siger Janne T. Morstøl, CEO i Bliksund, i en pressemeddelelse.

Incendiums ejere har solgt med baggrund i et ønske om at komme ind i større rammer, der dels kan give  grundlag for større international ekspansion, dels accelerere produktudviklingen til gavn for eksisterende og nye kunder. 

I forbindelse med salget træder Thy Erhvervsinvest, ud af ejerkredsen.

- Incendium har allerede været med til at skabe vækst og arbejdspladser i Thy – og deres forventning om at skabe yderligere vækst og ansætte endnu flere er til stor gavn for området, siger Thomas Sandal Hansen, direktør hos Thy Erhvervsinvest i pressemeddelelsen.

Thisted-virksomheden er førende leverandør af sikre live video løsninger til beredskab, forsikring og sundhedssektoren. Incendiums og Bliksunds produkter komplementerer hinanden og virksomhederne har allerede mange fælles kunder. Det betyder en styrkelse af det skandinaviske fodfæste og et godt afsæt for international ekspansion. 

Incendium har siden starten af 2009 opbygget en ledende position indenfor sikre videoløsninger til beredskabssektoren i Norden. Virksomhedens software, IncidentShare, håndterer live video fra mobiltelefoner, droner, køretøjer, bodycams og andre IoT enheder. Eksempelvis kan operatører ved alarmcentraler hurtigt og sikkert modtage live video fra indringere. 

Gennem samarbejdet i det svensk-norske projekt “Prehospital video i samverkan” (PreVis) så Incendium og Bliksund hvordan deres løsninger komplementerer hinanden og hvordan de sammen kan dække en øget efterspørgsel for live video i ambulancetjenesten. Sammen med sin svenske ejer, Monterro, ser Bliksund et stort potentiale for fælles løsninger både i Norden, men også internationalt. 

- Det passer godt med vores vision og arbejdskultur, at vi bliver en del af Bliksund, siger CEO Thomas Baun, Incendium A/S. Foto: Privatfoto

- Vores samarbejde med Bliksund har vist, hvordan vores software passer sammen og dækker et øget behov for videoløsninger. I lighed med Bliksund er vores løsninger udviklet i tæt dialog og samarbejde med brugerne for at sikre brugervenlighed i daglig drift. Det passer godt med vores vision og arbejdskultur at vi bliver en del af Bliksund og vi glæder os til at få øget kapacitet til at blive endnu bedre til at udvikle og forbedre vores kunders løsninger og skabe større internationalt kendskab til nytten af vores værktøjer, siger Thomas Baun, CEO i Incendium, i pressemeddelelsen.

Bliksunds svenske ejer, investeringsselskabet Monterro, som er specialiseret i nordiske softwarevirksomheder, gik ind i Bliksund i februar 2021. Med fokus på international udvidelse og videreudvikling af Bliksunds digitale platform, ser de også stort potentiale i fælles løsninger fra Incendium og Bliksund. 

- Det er en milepæl for Bliksund og det følger den vækststrategi, som er sat for selskabet. Opkøbet er et vigtigt led i videreudviklingen af Bliksunds løsninger og den internationale satsning, siger Thomas Bill, partner og direktør i Monterro, i pressemeddelelsen.

Bliksund A/S er etableret i 2010. Selskabet har mere end 45 medarbejdere fordelt på hovedkontoret i Grimstand samt i afdelinger i Oslo, Sverige og Vietnam. Inccendium har ni medarbejdere og afdelinger i Thisted, Roskilde og Aalborg.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden