Vindmølleenergi

Så er opgaven vinget af: Kæmpe transporter kom sikkert frem

Tirsdag kom to giganttransporter af kæmpe møllevinger godt frem efter 20 kilometer på landevejen

Ved 11-tiden tirsdag formiddag rullede transporterne væk fra Hanstholm Havn og ud på den godt 20 kilometer lange tur til testcentret i Østerild. 
Ved 11-tiden tirsdag formiddag rullede transporterne væk fra Hanstholm Havn og ud på den godt 20 kilometer lange tur til testcentret i Østerild.  Foto: Bo Lehm

Opdateret kl. 16:35

HANSTHOLM: Isglatte veje og en transport med en længde på 131 meter og en totalvægt på182 tons er en dårlig kombination.

Derfor blev det mandag opgivet at køre en 115,8 meter lang møllevinge fra Hanstholm Havn til testcentret i Østerild. Tirsdag fra morgenstunden var der ikke is på vejene, kun tåge og otte grader på Hanstholm havn.

Dermed var der ingen hindringer for at rulle ud fra Hanstholm Havn og videre ad landevejen til Østerild med ikke bare én, men hele to gigantiske transporter. En med den 115,8 meter lange Vestas-vinge, en anden med en 115 meter lang vinge til en Siemens-mølle.

Vingen til Siemens-møllen dannede bagtrop. Stillet i forlængelse af hinanden har de to transporter en samlet længde på omkring 250 meter. Foto: Bo Lehm

Ved 11-tiden satte transporterne sig i bevægelse, og klokken 16 - efter fem timer på vejen, var de to transporter fremme på testcentret i Østerild Plantage, fortæller chauffør Claus Dyreberg, der sad bag rattet i lastvognen, som trak blokvognen med Vestas-vingen. Turen var gået lige ud ad landevejen.

- Onsdag klokken ni er vi klar til at tage turen en gang til, fortæller Claus Dyreberg.

- Der var tommel op til os for beslutningen om ikke at køre mandag, da det var glat. Selv om de første 20 kilometer meget vel havde være uden problemer, var der tvivl om den sidste. Så er det bedre slet ikke at køre, for sikkerheden kommer først, fortæller transportleder Gert Overgaard Madsen fra transportfirmaet Torben Rafn A/S, som står for transporterne.

Det er nemt at køre med de store transporter i et område, hvor der er respekt og forståelse for det arbejde, vi udfører, siger transportleder Gert Overgaard Madsen fra transportfirmaet Torben Rafn A/S. Foto: Bo Lehm

Da de to blokvogne med hver deres gigantiske last  tirsdag rullede afsted, var det også med anerkendende nik fra folk, som fulgte med. Men hvornår har nogen sidst set to transporter, som stillet i forlængelse af hinanden måler tæt ved 250 meter? 

Sådan så det ud, da de to transporter tirsdag formiddag forcerede bakken over Hanstholm Havn. Onsdag og torsdag køres der igen.  Foto: Bo Lehm

- Stor ros til både Hanstholm Havn og til lokalområdet. Det er nemt at køre med de store transporter i et område, hvor der er respekt og forståelse for det arbejde, vi udfører. Selv om vi fylder meget på landevejen, har også de folk, der har travlt, tid til at køre en omvej, hvis de ikke holder ind og ser os passere, forklarer Gert Overgaard Madsen.

Både onsdag og torsdag er der igen lejlighed til at følge en transport af store vinger fra første parket, når de kører fra Hanstholm Havn forbi Ræhr og videre ad Hjardemålvej til Østerild og testcentret. I morgen sendes to vinger afsted og torsdag følger de sidste to. Dermed vil tre vinger til Vestas-møllen og tre andre til Siemens-møllen alle være fremme i testcentret.

- Når vi har læsset af tirsdag, returnerer blokvognene til Hanstholm og gøres klar til næste dags kørsel, siger Gert Overgaard Madsen. Den ene blokvogn trækkes af en stor lastvogn, den anden er selvkørende. 

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden