Nordjysk skole blev evakueret efter bombetrussel

Elev på skole i Thisted sendte trusselsbrev ud via intranettet Aula

Eleverne på Tingstrup Skole i Thisted blev mandag morgen sendt udendørs på grund af en bombetrussel, sendt fra en af eleverne. Truslen blev dog hurtigt afblæst igen. Arkivfoto

Eleverne på Tingstrup Skole i Thisted blev mandag morgen sendt udendørs på grund af en bombetrussel, sendt fra en af eleverne. Truslen blev dog hurtigt afblæst igen. Arkivfoto

THISTED:Tingstrup Skole i Thisted blev mandag formiddag kortvarigt evakueret, efter at en elev på skolen under overskriften Terror havde sendt et trusselsbrev ud til en række elever og forældre via skolens intranet Aula.

Beskeden blev sendt klokken 10, og ordlyden lyder som følger: ”Hej allesammen. Jeg er kommet med i gruppen ”ISIS” og synes lige i skulle vide det så hvis der sprang en bombe så er det bare mig. Undskyld forstyrrelsen. Forsæt god dag.”

Skoleleder Dorthe Ninn sendte klokken 10.41 en orientering ud til forældrene via Aula: ”I dag har en elev rundsendt en trussel til en del forældre. Vi ved ikke konkret hvor mange, der har modtaget beskeden. Politiet har risikovurderet truslen og indgår i samarbejde med skolen om at håndtere sagen. Straks, da skolen blev informeret om truslen valgte skolen at sende eleverne ud indtil truslen var risikovurderet. Venlig hilsen Dorthe Ninn.”

En lille halv time senere fulgte en ny besked fra skolelederen: ”Efter aftale med politiet fortsætter skoledagen som normalt. Da truslen lød, fulgte skolen den vedtagene beredskabsplan og evakueringsplan, derfor har eleverne været ude. Truslen er ikke reel. Hilsen Dorthe Ninn.”

Krisehjælp til elever og lærere

Ifølge Per Overgaard, skolechef i Thisted Kommune, blev politiet straks involveret, og der blev foretaget en risikovurdering. Truslen blev hurtigt afblæst.

- At en skole modtager en bombetrussel, er selvfølgelig en situation, vi tager yderst alvorligt, siger skolechefen. Han fortsætter:

- Jeg er meget tilfreds med, at personalet har handlet hurtigt og ud fra skolens beredskabs- og evakueringsplan. Det er også betryggende, at forældrene hurtigt er blevet informeret og hurtigt fik besked om politiets vurdering.

Efterfølgende er det aftalt med kommunens erhvervspsykologer samt Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, at såvel lærere som elever kan få den fornødne hjælp til at bearbejde hændelsen, oplyser Per Overgaard i en pressemeddelelse.

Selvom der var tale om drengestreger, tager Midt- og Vestjyllands Politi ikke let på hændelsen.

- Vi kunne hurtigt konstatere, at der udelukkende er tale om drengestreger, og evakueringen af skolen kunne ophæves. Drengestreger som denne ligger i den alvorlige ende, og det er et stort setup, der aktiveres, når der er mistanke om bombetrussel. Det skal vi naturligvis have en snak med eleven og hans forældre om, fortæller vicepolitiinspektør Morten Bujakewitz i en pressemeddelelse.

Politiet tager nu en snak med eleven, der sendte beskeden samt hans forældre.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.