Søstre konkurs efter ni år
Efter en halv snes år kaster søstre nu håndklædet i ringen - det lykkedes aldrig at komme til hægterne efter corona og inflationskrise
Opdateret kl. 20:25
Corona kunne være hård kost for helbredet.
Både når man direkte var ramt med hoste og feber, men kroppen kunne også have langvarige symptomer.
Det samme kunne man sige om detailhandlen.
Nedlukninger og andre restriktioner samt ændrede forbrugsvaner med vækst i nethandlen, kunne gøre det vanskeligt for butiksindehavere at få det hele til at løbe rundt.
Da man skulle forsøge at komme i hægterne igen, blev pandemien så toppet af en voldsom inflation - og historier om butikker, der drejer nøglen var og er der heller ikke specielt sjældne, når man bladrer i avisen.
- Vi tænkte: "Hvem bliver de næste?". Det blev så os , fortæller en af indehaverne af en tøjbutik i Thisted.
Corona-gæld
For en halv snes år siden sprang søstrene Charlotte og Mette Dideriksen ud i livet som selvstændige i tøjbranchen.
Da det gik allerbedst var der to butikker og 14 ansatte, men i denne uge ramte konkursen Didrik-Retail I/S ved Retten i Holstebro - begæret af søstrene selv.
Det er ikke lykkedes Nordjyske at træffe dem for en kommentar, men søstrene har offentliggjort en video på deres facebook-side, hvor de beretter om forløbet.
Her fortæller Charlotte Didriksen, at coronatiden og inflationen bærer en væsentlig del af skylden for, at de har været nødsaget til at hejse det hvide flag - og at de endnu ikke er færdige med at betale af på gæld fra corona-tiden.
- Vi har været presset derud, hvor andre har sagt til os: "Nu er det tid til at stoppe", lyder det fra Charlotte Didriksen i videoen.
- Vi ofrede os selv, vores familier og vores penge, konstaterer hun på vegne af hende selv og søsteren.
Søstrene kommer med en opfordring, nemlig, at man i nærmeste fremtid holder et ophørsudsalg - tidspunktet offentliggøres på facebook - for at minimere det økonomiske tab.
Og det er ikke bare tøj, men alt lige fra bøjler til inventar, der skal skydes af ved den lejlighed.
Hvad der skal ske nu karrieremæssigt er tilsyneladende uvist:
- Hvem er vi efter Didrik? (...) Nu skal vi finde tilbage til meningen med det hele, lyder det i facebook-videoen.
Skal de mange års parløb i branchen sammenfattes, så har det følelses-mæssigt gået fra det ene yderpunkt til det andet:
- Ni år med gode tider og optimisme, smil og latter. Og hårde tider med blod, sved og tårer i litervis.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.