Spring bare i: PFAS i badevandet er langt under grænseværdien

Thisted Kommune har fået analyseret badevandet for PFAS på 12 udvalgte strande

Man kan roligt springe i vandet ved Søbadet i Thisted. De prøver af badevandet, Thisted Kommune fik taget i sommer, kunne i hvert fald ikke påvise noget indhold af PFAS-stoffer. <i>Arkivfoto: Torben Hansen</i>

Man kan roligt springe i vandet ved Søbadet i Thisted. De prøver af badevandet, Thisted Kommune fik taget i sommer, kunne i hvert fald ikke påvise noget indhold af PFAS-stoffer. Arkivfoto: Torben Hansen

THY: Thisted Kommune har fået analyseret badevandet for PFAS på 12 udvalgte strande fordelt over hele Thy. Ni steder kunne stofferne slet ikke påvises, og de tre øvrige steder ligger langt under grænseværdien.

I fjorden blev der foretaget målinger ved Helligsø Drag, Doverodde, Vilsund, Søbadet Thisted og Søndergård, Øsløs. I havet blev der taget prøver ved Lildstrand, Vigsø, Nr. Vorupør og Agger. Ingen af stederne kunne der påvises indhold af PFAS-stoffer i vandet. 

I de tre søer Førby Sø, Vandet Sø og Nors Sø er PFAS-stoffet PFOA påvist, men indholdet af de fire PFAS-stoffer er stadig langt under grænseværdien for badevand, oplyser Thisted Kommunes miljøafdeling. Den største mængde af stofferne blev fundet i Førby Sø, hvor summen af de fire stoffer var 6 nanogram pr. liter vand, hvilket skal ses i lyset af, at grænseværdien for badevand er 40 nanogram pr. liter vand.

- Det er naturligvis positivt, at vi efter at have været hele vejen rundt og teste badevandet kan konstatere, at der ikke er bekymrende mængder PFAS i det badevand, som både thyboerne og turisterne er glade brugere af, siger Pia Jensen, der er sektionsleder i Plan, Miljø og Industri i Thisted kommune.

Det er Miljøstyrelsen, som har opfordret alle kommuner til at teste vandet ved deres populære badestrande. Opfordringen kom efter fund af PFAS-stoffer i havvandet ud for Lemvig tidligere på året, og derfor ønskede man at vide, om det var generelt for badevandet i Danmark.

Grænseværdien for summen af de fire PFAS-stoffer i badevand på 40 nanogram pr. liter svarer til 0,04 mikrogram pr. liter. Styrelsen for Patientsikkerhed har i samarbejde med Miljøstyrelsen vurderet, at badevand, der har indhold af PFAS-stoffer under grænseværdien, ikke vil udgøre en sundhedsrisiko for badende under danske forhold.

Miljøstyrelsen har i løbet af sommeren også selv undersøgt badevandet på 50 lokaliteter rundt om i hele landet, herunder ved Klitmøller Strand og ved kysten ud for Hotel Limfjorden i Thisted. Heller ikke disse lokaliteter havde indhold af PFAS over grænseværdien. Miljøstyrelsen fandt dog PFAS-stoffer i 48 af de 50 prøver, herunder også i prøverne fra Thy.

Forsvaret har tidligere fået taget vandprøver ved kysten ud for Beredskabsstyrelsen Nordjylland i Thisted, hvor der er målt PFAS i vandet, men ikke i mængder der overskrider grænseværdien for badevand. PFAS-stoffer er blandt andet blevet brugt i brandslukningsskum, så man finder typisk store koncentrationer af de sundhedsskadelige stoffer på lokaliteter, hvor der er foregået brandslukningsøvelser.

De fire PFAS-stoffer, Thisted Kommune har fået målt for, er PFOA (perfluoroctansyre), PFOS (perfluoroctansulfonsyre), PFNA (perfluornonansyre) og PFHxS (perfluorhexansulfonsyre). Prøverne er udtaget som dykprøver i 30 cm dybde.

I Morsø Kommune har man ikke udtaget badevandsanalyser for at teste for PFAS.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.