Stafet for Livet i Thisted er også aflyst
Hensynet til deltagerne har fået arrangørerne til at afblæse arrangementet
THISTED: Først meldte Stafet for Livet på Mors ud, at man aflyser årets udgave på grund af coronakrisen.
Og nu følger Stafet for Livet i Thisted så trop. I en pressemeddelelse tirsdag aften slår formand Lejf Brogaard fast, at aflysningen især skyldes hensynet til de såkaldte fightere - tidligere og nuværende kræftramte - der plejer at gå med.
”Fighterne vil i mange tilfælde være ekstra udsatte, hvis de bliver smittet med COVID-19. Det er ikke en risiko, vi ønsker at tage”, hedder det i pressemeddelelsen.
Stafet for Livet i Thisted skulle have været afviklet 6. og 7. juni.
På grund af aflysningen arbejdes der i øjeblikket på at få stablet et støttearrangement op i efteråret.
Stafet For Livet Thisted afvikles igen 29. og 30. maj 2021.