Store planer for shoppingcenter: Ny facade og nye formål for 1. sal

J. P. Jacobsen Centret vil invitere andre typer erhvervsdrivende ind i tomme butikslejemål

J. P. Jacobsens Centret, som det kan komme til at tage sig ud med en renoveret facade. <i>Visualisering: Bjerg Arkitektur</i>

J. P. Jacobsens Centret, som det kan komme til at tage sig ud med en renoveret facade. Visualisering: Bjerg Arkitektur

THISTED:Der bliver fortsat mulighed for at shoppe i shoppingcentret J. P. Jacobsen Centret i Thisted. Også på første sal. 

Men ud over butikker vil ejerne af centret invitere erhvervsdrivende af andre slags til at etablere sig oven for rulletrappen. Det fremgår af en pressemeddelelse fra handels- og industriforeningen Thisted By.

Samtidig skal det knap 15 år gamle center midt i Thisted gennemgå en omfattende ydre renovering.

Flere store butikslejemål i centret har på det seneste stået tomme. I januar sidste år flyttede H&M således ud af det lokale fordelt på to etager, hvor tøjkæden havde været siden J. P. Jacobsen Centrets åbning i 2008.  

To af butikkerne fra første sal, Skoringen og herretøjsforretningen Mr. Oliver, er nu på vej til at flytte ned i den nederste del af dette lejemål, mens der altså bliver længere mellem butikkerne på første sal.

To andre butikslokaler stod i forvejen tomme på denne etage. Her vil der så være to butikker og en café tilbage - foruden det fitnesscenter, der også har lokaler på både første og anden sal.

- Planen er, at centret transformeres fra et rent shoppingcenter til at blive et kombineret shopping- og erhvervscenter, fortæller Per Overgaard Christensen, medejer af J. P. Jacobsen Center A/S, ifølge pressemeddelelsen.

- Vi er ved at kigge på at anvende de øvrige arealer til blandt andet kontorer og serviceformål, siger han.

Reception for erhvervsvirksomheder på første sal i J. P. Jacobsen Centret - som arkitektfirmaet Bjerg Arkitektur forestiller sig den. <i>Visualisering: Bjerg Arkitektur</i>

Reception for erhvervsvirksomheder på første sal i J. P. Jacobsen Centret - som arkitektfirmaet Bjerg Arkitektur forestiller sig den. Visualisering: Bjerg Arkitektur

På anden sal er det planen at etablere yderligere et par lejligheder ud over de to, som allerede findes på denne etage. Desuden skal der her indrettes personale-faciliteter til de kommende erhvervslejere.

Butikscentret, som bærer øgenavnet "brusekabinen" på grund af den delvist gennemsigtige facadebeklædning, vil altså også udvendigt gennemgå en forvandling. 

- Facaderne opgraderes helt eller delvist, således at der opnås markant bedre lysindfald. Samtidigt skal hele bygningens visuelle udtryk løftes. Planen er, at dele af facaden beklædes med lameller af træ eller et trælignende materiale, fortæller Per Overgaard.

Han forventer at de første nye lejere kan rykke ind på førstesalen i løbet af efteråret 2023. Tidsplanen afhænger dog både af, hvornår der landes nye lejeaftaler, og hvornår håndværkerne har tid til at udføre de nødvendige opgaver. 

Indehaveren af Skoringen, Daniel Smalbro Pedersen, har tidligere oplyst til Nordjyske, at den nye butik i stueetagen efter planen skal åbne midt i april. Mr. Oliver forventes samtidig at rykke ind i den anden del af det tidligere H&M-lejemål i stueetagen. Begge butikker får indgang direkte fra Storegade.

Hos Thisted By roser handelschef Michael Vendelbo J. P. Jacobsen Centret for initiativet:

- Det er et godt eksempel på, at man ønsker at udvikle sig og følge med tiden. Jeg synes, at projektet ser sindssygt spændende ud,  og jeg glæder mig til at se de første nye lejere rykke ind og som dermed kan være med til at skubbe til den positive udvikling, vi har i Thisted, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.