Tiltalt for 147 forhold: Mand dømt for bedrageri og brandstiftelse

En 26-årig mand er ved retten i Holstebro idømt anbringelse på en institution

Arkivfoto: Peter Mørk

Arkivfoto: Peter Mørk

THY:Et synderegister, der talte hele 147 anklagepunkter, mundede forleden ud i en tidsubestemt anbringelsesdom til en 26-årig mand. Manden, der tidligere har boet flere forskellige steder i Thy, bor nu på en institution i Nordjylland.

Nogle af sagerne stammer helt tilbage til 2014. I disse sager blev han frifundet, men ellers blev han dømt for langt hovedparten af de 147 forhold.

En stor del af dem handler om databedrageri. Den unge mand har for eksempel tilegnet sig både privatpersoners, firmaers og institutioners betalingsoplysninger og EAN-numre. Det har han blandt andet brugt til at købe varer som mobiltelefoner, værktøj, spil og et videokamera over nettet.

Informationerne har han blandt andet fundet via hacking, idet han har skaffet sig adgang til systemerne på flere af de bosteder, han har boet på.

I 2016 lykkedes det ham at tilegne sig en mands betalingsoplysninger vedrørende et benzinkort, hvorefter den tiltalte benyttede de stjålne kortoplysninger til at oprette en betalingsapp til benzinselskabet. I en periode på knap et halvt år tankede han brændstof hele 62 gange for den anden mands regning.

Retssagen strakte sig over flere dage ved retten i Holstebro. Den kørte som en nævningesag, idet anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om anbringelse i en institution for personer med vidtgående psykiske handicap. Anklager Cecilie Brødsgaard Jensen havde desuden nedlagt påstand om, at der ikke fastsættes en længstetid for foranstaltningen, og det fulgte dommeren.

Satte ild til sommerhus

Det er normalt sager, som handler om drab, røveri, brandstiftelse alvorlig vold, voldtægt eller trusler, der kan udløse en dom til anbringelse uden længstetid. Det gælder også i denne sag, hvor den 26-årige mand ikke alene var tiltalt for bedrageri i stort omfang, men også for i juni 2017 at have sat ild til et skur ved et sommerhus i Tåbel i Sydthy. Skuret udbrændte, og ifølge anklageskriftet forsøgte tiltalte også at sætte ild til sommerhusets stråtag. Det mislykkedes dog.

Anklager Cecilie Brødsgaard Jensen oplyser, at den unge mand modtog dommen. Han blev også dømt til at betale erstatning.

- Jeg tror, der var 20 krav, de tog til pådømmelse. Det var nogle erstatningskrav, jeg havde nedlagt på vegne af nogle af de forurettede undervejs, oplyser hun.

Det er ikke blevet regnet sammen, hvor meget den 26-årige alt i alt har svindlet sig til gennem årene.

At sagen indeholdt anklagepunkter helt tilbage fra 2014 forklarer Cecilie Brødsgaard Jensen således:

- Nogle sager tager bare længere tid end andre, særligt i sådan nogle sager, hvor man har brug for at få indhentet nogle ting vedrørende de personlige forhold. Han er blandt andet blevet mentalundersøgt. Ellers kan man ikke nedlægge sådan en påstand om anbringelse, som vi har gjort. Det er jo på baggrund af nogle lægers vurdering.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.