Kultur

To store fra Mors boltrer sig i Thy

To landskabsmalere, der med 100 års mellemrum udfoldede sig i bl. a. Thy, møder i sommer hinanden på Heltborg Museum

Billedkunstner Finn Have møder en anden landskabsmaler, Jens Søndergaard, der ligesom ham var fra Mors. Og fælles for de to er også deres kærlighed til landskaberne i Thy
Billedkunstner Finn Have møder en anden landskabsmaler, Jens Søndergaard, der ligesom ham var fra Mors. Og fælles for de to er også deres kærlighed til landskaberne i Thy Foto: Bo Lehm

Opdateret kl. 19:26

HELTBORG: Landskabsmaleriet i traditionel forstand er en genre med trange kår.

Men der findes stadig billedkunstnere, som ikke er bange for at forholde sig konkret til et bestemt landskab. Og som også praktiserer den gode gamle arbejdsmetode med at tage ud i naturen med staffeli og malergrej.

En af dem er Finn Have, der voksede op på Mors og som i høj grad stadig finder sine motiver både på fødeøen og i Thy, selv om han i dag bor i Odder. I årenes løb har har også udstillet talrige gange i det nordvestjyske, og på Heltborg Museum viser han fra lørdag 3. juni viser han ikke færre end 80 værker, der - næsten - alle har motiver fra Thy.

Heltborg er som bekendt ikke mindst museum for Jens Søndergaard, der cirka 100 år før Finn Have tog rundt og malede i nogle af de samme landskaber. Også han var morsingbo af fødsel - om end han og familien flyttede til Thy, allerede da han var fem år gammel.

Jens Søndergaard: "Efter solnedgang".  Storslåede landskaber, befolket af dyr og mennesker, var et kendetegn for Søndergaard, mens Finn Have mere går efter landskabernes detaljer. Arkivfoto

På museet kan de to landskabsmalere denne sommer opleves i samspil med hinanden, selv om Søndergaards og Haves billeder kun i et enkelt tilfælde er hængt op over for hinanden i det samme lokale.

- Det har jo ikke været et spørgsmål om at gå i Jens Søndergaards fodspor. Men jeg har færdedes i landskabet i Thy, som også var et af de foretrukne steder, fortæller Finn Have.

Forskellene på de to malere er tydelige. Mens Søndergaard har en forkærlighed for de storslåede landskaber, befolket af dyr og mennesker, så går hans nulevende kollega ofte efter detaljen. Finn Have er naturmaler mere end landskabsmaler.

Udstillingen "Landskaber mod Nordvest" omfatter i alt 80 værker af Finn Have og kan ses påHeltborgMuaeum indtil 3. september. Foto: Bo Lehm

Han er ikke færdig med at male i Thy, og på et tidspunkt i sommer vil han stille sig op med sit lærred i det bakkede landskab i nær Heltborg, der også var et af Søndergaards foretrukne motiver.

Vinklen bliver dog en anden end Søndergaards. Blandt andet fordi landskabet har ændret sig meget siden dengang.

Til dette arbejde vil Finn Have invitere alle, der har lyst, til at komme at gøre ham selskab, ligesom folk er mere end velkomne til at "male med" på eget lærred eller papir. Der er dog endnu ikke sat dato på dette projekt.

Også under den to år lange proces, hvor de billeder, som nu udstilles i Heltborg, er blevet til, har man kunnet kigge kunstneren over skulderen og måske forsøge sig med at skildre samme motiv.  

Finn Have foran tre af sine værker på udstillingen i Heltborg.  Foto: Bo Lehm

I forbindelse med udstillingen er der udgivet en bog, "Landskabet mod Nordvest", med gengivelse af mange af Finn Haves billeder - og en håndfuld af Søndergaards. Og bag i bogen et kort med henvisning til de lokaliteter  - i Thy, og et par enkelte på Mors - hvor billederne er blevet til.

I øvrigt rummer bogen digte af en tredje morsingbo, Knud Sørensen, der døde sidste år.

Udstillingen kan ses indtil 3. september.  

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden