Tomme skinner på Thybanen
Arbejde med signalsystem på en anden strækning stoppede alle tog mellem Struer og Thisted

Togdriften var planmæssigt aflyst på Thybanen i weekenden. Og mandag var der heller ingen tog på skinnerne i Thy - som følge af problemer med nyt signalsystem på en anden strækning.
THY:En aftale på uddannelsesstedet, som ikke kunne holdes. Og en lang gåtur i snevejret mandag morgen.
Det blev konsekvensen for Patrick Hansen fra Hassing, som mandag morgen måtte vente forgæves på toget i Hørdum, en af mellemstationerne på Thybanen.
Det tog, han skulle havde været med til Thisted, var aflyst. Og det samme var tilfældet for samtlige afgange mandag på strækningen mellem Thisted og Struer.
Aflysningerne kom efter en weekend, hvor det på forhånd var blevet varslet, at togdriften på strækningen ville blive indstillet på grund af sporarbejder.
Ifølge Banedanmark skyldes driftstoppet dog ikke fysiske fejl. Det var derimod en følge af, at en planlagt ibrugtagning af signalsystemet på en del af strækningen mellem Langå og Holstebro måtte udskydes i 24 timer.
Mens Rejseplanen.dk tidligt på dagen kunne oplyse, at alle mandagens afgange Thybanen var aflyst, informerede Arriva om aflysningerne enkeltvis - på selskabets hjemmeside og via de trafikinformationer, som selskabet tilbyder via mail eller sms.
- Vi vælger at gøre det lidt anderledes, så vi ikke skal trække en information tilbage, hvis driften kommer i gang igen, fortæller Thomas Fog-Petersen, pressemedarbejder hos Arriva.
Patrick Hansen er ikke tilmeldt Arrivas trafikinfo-service. Men han tjekkede sent søndag aften Rejseplanen.dk, og da var der ingen oplysninger om, at toget - med afgang fra Hørdum kl. 08.16 - ikke ville køre som planlagt. Så han bestilte en Flextur-taxi til den cirka fem kilometer lange tur fra Hassing til Hørdum.
Fremme på Hørdum Station fik han besked over højtalerne om, at toget ville blive erstattet af en bus. Patrick ringede så til Arrivas kundeinformation og fik at vide, at bussen først ville komme cirka 08.40.
Det var for sent til, at det gav mening at tage til det møde, han skulle have været til på Thy-Mors HF & VUC, hvor han er kursist.
- Det ville være overstået, når jeg kom derind. Så jeg valgte at gå hjem - det var en kedelig gåtur i snevejret, fortæller han.
Mandag eftermiddag var det uvist, om trafikken kommer i gang tirsdag.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.