Trafiknerve var lammet af kaos og timelange køer: Nu truer nyt vejarbejde
Vejdirektoratet og Thisted Kommune samarbejder med bygherre om projekt, der kommer til at få konsekvenser for trafikken i Vilsund, hvor der for nylig opstod trafikkaos som følge af vejarbejde i rundkørslen
VILSUND: I uge 21, fra 22. til 28. maj, kan bilisterne atter forberede sig på vejarbejde centralt i Vilsund.
Det oplyser Vejdirektoratet til Nordjyske.
Vilsund, der med sin broforbindelse fungerer som central trafiknerve for bilister, der bevæger sig mellem Thy og Mors, var 2. maj lammet af timelange bilkøer, da et vejarbejde i rundkørslen ved Vilsundbroen resulterede i trafikalt kaos.
Trafikken sneglede sig af sted med kødannelse på begge sider af sundet som konsekvens, og det vakte en del harme især på sociale medier.
Ifølge Vejdirektoratet skal årsagen findes i, at mens vejarbejdet blev afviklet, måtte Vilsundbroen åbne for sejlende flere gange, ligesom en ambulance skulle passere. Styrelsen har dog også taget kritikken til sig og vil se nærmere på procedurerne, så en gentagelse kan undgås.
Nu ser det ud til, at procedurerne atter kan blive testet, når der skal etableres ind- og udkørsel til den nyopførte Rema 1000-butik, der ligger lige op ad rundkørslen.
Denne gang sker vejarbejdet som et samarbejde mellem Rema 1000, Thisted Kommune og Vejdirektoratet, forklarer Peter Jungersen, sagsbehandler for Myndigheder, Drift og Belægninger Vest:
- Det er Rema 1000, der skal planlægge trafikafviklingen i samarbejde med Thisted Kommune og Vejdirektoratet, fordi Åsvej er Thisted Kommunes, mens rundkørslen og Vilsundvej er Vejdirektoratets.
Ind- og udkørslen til den nye Rema 1000 skal ske via Åsvej, hvor der skal laves venstresvingsbane på Åsvej. Derfor skal Åsvej udvides fra rundkørslen og ca. 75 m. mod Thisted.
- For at arbejdet kan udføres på en uge, er der behov for at lukke Åsvej ved rundkørslen i uge 21 og etablere omkørsel via Vilsundvej og Oddesundvej, forklarer Peter Jungersen.
Øvelsen med at lukke Åsvej for biltrafik er velafprøvet, for eksempel i forbindelse med afvikling af Vilsund Marked. Så selvom rundkørslen i en periode bliver et ben fattigere, skal bilisterne altså ikke frygte et kaos som det, der udspillede sig 2. maj, beroliger Peter Jungersen:
- Lukningen af Åsvej forventes ikke at medføre problemer for trafikafviklingen på Vilsundvej.
Vejdirektoratet oplyser desuden, at der bliver opsat infotavler om lukningen af Åsvej ca. 10 kalenderdage før lukningen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.