Tre ejere gennem 60 år: Her løber de ikke af pladsen

I juni markerer Hanstholm Camping sin 60 års fødselsdag med Bent Thodsen som den tredje ejer siden åbningen

Sådan så Hanstholm Camping ud, da pladsen åbnede for nu 60 år siden efter at John og Irene Pedersen omdannede deres husmandssted til campingplads.Privatfoto

Sådan så Hanstholm Camping ud, da pladsen åbnede for nu 60 år siden efter at John og Irene Pedersen omdannede deres husmandssted til campingplads.Privatfoto

HANSTHOLM:I 2004 overtog Bent Thodsen, nuværende ejer af Hanstholm Camping, pladsen som den tredje ejer siden åbningen i 1962. Han driver den fortsat sammen med Iben Ellerbæk, og nu lægges der op til at fejre pladsens 60 års fødselsdag.

Det sker i weekenden 18. til 19. juni, hvor campister, som kommer med egen campingvogn eller telt kan overnatte fra lørdag 18. juni til søndag 19. juni til samme pris, som da pladsen åbnede for 60 år siden.

- Dengang kostede det 1 krone og 40 øre at overnatte, og det gør det også på vores fødselsdag, fortæller Iben Ellerbæk. Et andet tilbud på fødselsdagen er muligheden for at købe for 40 øre halm, der kan bruges som liggeunderlag i teltet.

For 60 år siden omdannede John og Irene Pedersen deres husmandssted til campingplads. Det blev starten på den nuværende campingplads, som senere blev overtaget af det næste ejerpar, Søren og Jytta Jensen, fortæller Iben Ellerbæk om den del af pladsens historie som viser, at ejerne ikke løber af pladsen.

I de seks årtier, der er gået siden åbningen, er campingpladsen udviklet til en moderne ferievirksomhed, men 60-års fødselsdagen er en anledning til at spole tiden tilbage til dengang.

Planerne for fødselsdagsfejringen omfatter således retro-konkurrencer, blandt andet med kåring af det mest autentiske camping 60’er look-alike og en fødselsdagsfest i 60’er stil.

- Vi har planer om at gå totalt 60’er amok og håber, at folk synes det er skægt at genoplive en svunden tid, siger Iben Ellerbæk.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden