Tre unge i voldsomt solouheld i Hurup - 19-årig er omkommet

Natten til lørdag kørte en 19-årig mand galt med sin 23-årige bror og en 17-årig pige i bilen

Arkivfoto

Arkivfoto

HURUP:En 19-årig mand er natten til lørdag afgået ved døden, efter han kørte galt på Jernbanegade i Hurup. Med i bilen var den unge mands 23-årige bror og en 17-årig pige, som kom til skade ved uheldet.

Det fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch.

- De tre personer sad sammen i bilen og kørte i sydgående retning på Jernbanegade i Hurup. I et sving mister føreren så kontrollen over bilen, og de kører ud over en skrænt og ender på jernbaneskinnerne nedenfor, hvor de rammer et træ, fortæller Jens Claumarch.

Den 23-årige mand og den 17-årige pige kan selv kravle ud af bilen, og ved fælles hjælp får de den 19-årige fører trukket ud.

- Men han bliver desværre erklæret død på stedet af en læge, der bliver tilkaldt, siger vagtchefen.

Politiet fik anmeldelsen klokken 00.14.

Den 23-årige bror kom kun lettere til skade og blev undersøgt på sygehuset i Thisted, men den 17-årige pige blev fløjet med helikopter til Aalborg Universitetshospitel. Vagtchefen vurderer dog, at hendes skader ikke er alt for alvorlige, da hun selv kunne komme ud af bilen.

Der er lørdag morgen endnu ikke noget nyt om hendes tilstand.

Årsagen til ulykken skal nu undersøges nærmere af Midt- og Vestjyllands Politi. En bilinspektør har allerede været på stedet, og senere skal også de to passagerer i bilen afhøres. Det kan dog ikke hverken be- eller afkræftes, om der har været alkohol eller stoffer involveret i ulykken, da det ikke har været muligt at få taget tilstrækkeligt med blodprøver.

Jens Claumarch tilføjer, at togtrafikken på linjen mellem Struer og Thisted ikke ventes at blive påvirket, da bilen er blevet fjernet fra skinnerne, og det ikke tyder på, at de er blevet beskadiget.

De pårørende er blevet underrettet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.