Trolden skal flytte: Med et udsigtstårn er sagen nærmest omvendt
Trolden Ask skal flyttes cirka 30 meter, fordi den sidder for tæt på et par gravhøje i Ashøje Plantage. Et andet sted i samme skov må man gerne forny et udsigtstårn på en gravhøj
Opdateret kl. 18:14
HURUP: I et par år har en trold ved navn Ask siddet fredeligt i en lysning i Ashøje Plantage - til glæde for massevis af små og store besøgende i skoven vest for Hurup i Thy.
Nu er freden forbi. Figuren, fremstillet af troldekunstneren Thomas Dambo og vistnok Danmarks største af sin slags, sidder for tæt på to af oldtidsgravhøjene i skoven og skal derfor flyttes cirka 30 meter.
Flytningen skyldes en afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet, som har underkendt en dispensation, der tidligere blev givet af Thisted Kommune.
Men sagen om troldens placering er ikke den eneste, som kan sætte grå hår i hovedet hos besytyrelsesmedlemmerne i Ashøje Plantages Venner, foreningen der står for driften af skoven.
Ud over trolden Ask har Ashøje Plantage en ældre attraktion - nemlig et udsigtstårn, der er placeret på toppen af en anden af gravhøjene i plantagen.
Siden 1930'erne har man her kunnet kravle op og nyde udsigten over det meste af Thy og også over til Mors. Med sine knap 93 meter er gravhøjen det højeste punkt i Thy. Eller næsten, for en gravhøj lige ved siden af, som bærer navnet Ashøj, er faktisk en smule højere.
Tårn må ikke kunne ses
Det oprindelige udsigtstårn blev i 1980'erne erstattet af et nyt. Nu trænger også dette tårn til fornyelse, og Ashøje Plantages Venner vil gerne opføre et nyt og mere end dobbelt så højt tårn. Ikke oppe på højen, men ved siden af.
- Vi vil gerne have tårnet flyttet ned fra gravhøjen, men til gengæld bygge et tårn på 25 meter, så man kommer op over trætoppene, fortæller John Jensen, der er bestyrelsesmedlem i Ashøje Plantages Venner.
Det fik foreningen i første omgang ja til fra både Thisted Kommune og fra Slots- og Kulturstyrelsen. I kommunen mente man dog, at det var en god idé også at spørge Miljøstyrelsen.
- De vender så tilbage og siger, at vi ikke må bygge et tårn, der stikker op over træernes toppe, fortæller John Jensen.
Begrundelsen er, at tårnet så ville blive synligt udefra. Men hvis det ikke må kunne ses, vil der i sagens natur heller ikke være noget at se fra tårnet.
Miljøstyrelsen ville dog godt gå med til, at der blev ryddet nogle "udsigtsbælter" i skoven. Det er ikke nogen særlig god løsning, synes de i Ashøj Plantages Venner - blandt andet fordi den slags bælter vil gøre de tilbageværende træer til lettere ofre for storme.
- Og vi er jo heller ikke interesseret i at ødelægge skoven, siger John Jensen.
Foreningen har derimod fået grønt lys til at gå videre med planerne om et nyt tårn på gravhøjen. Det må bare ikke blive højere end det nuværende.
Dispensation anket
Men i alle tilfælde føler Ashøj Plantages Venner sig ramt af nogle uforståelige afgørelser fra myndighedernes side.
At trolden Ask i 2020 blev anbragt på den forkerte siden af den såkaldte fortidsmindebeskyttelseslinje omkring gravhøjene, det skyldtes en "fodfejl", fortæller Henrik Dam Jespersen, der ligesom John Jensen var - og er - medlem af "troldegruppen", ligesom de begge i dag er med i bestyrelsen for Ashøje Plantages venner.
-Vi troede, at alt var i orden, da kommunen gav en dispensation. Men så fik vi lige pludselig at vide, at dispensationen var blevet anket. Og at sagen var tabt, fortæller Henrik Dam Jespersen.
- Skoven er så tæt, at man ikke kan se gravhøjen, og derfor synes vi, at det er lidt mærkeligt, at det pludselig er vigtigt. Og trolden er jo lavet af genbrugsmaterialer og vil forgå af sig selv, hvis den ikke bliver vedligeholdt.
Nu vil "troldegruppen" så bruge i hvert fald en del af de frivillige bidrag, som skulle bruges til netop vedligeholdelse, til at få den flyttet de cirka 30 meter. Trolden skal skilles ad, og der skal hyres professionel hjælp i form af en entreprenør, en tømrer og et kranfirma.
Men ellers bliver arbejdet udført af nogle af de frivillige, som også stillede, op, da trolden flyttede ind i skoven.
- Vi bider i det sure æble og retter ind, siger Henrik Dam Jespersen.
Det skal efter planen ske i den første uge af november - og altså et par uger inden fristen den 16. november.
Miljø- og Fødevareklagenævnet har i sin afgørelse lagt vægt på, "at træskulpturen virker dominerende i området og dermed påvirker forståelsen og oplevelsen af gravhøjene i landskabsbilledet".
I den forbindelse er det ikke vigtigt, at der er beplantning mellem skulpturen og de to gravhøje, fordi naturbeskyttelsesloven ikke giver mulighed for at forbyde, at beplantningen bliver fjernet, hedder det i afgørelsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.