Krimi

Ulovlige kanonslag terroriserer byen hver aften - og nu har Jonas og Bailey fået nok

Borgere opfordrer politi og forældre til at gribe ind, før det går galt

Jonas Green Broch sammen med sin hund Bailey. Begge har en hård tid med talrige eksplosioner af voldsomme kanonslag.
Jonas Green Broch sammen med sin hund Bailey. Begge har en hård tid med talrige eksplosioner af voldsomme kanonslag. Privatfoto

Hver evig eneste aften genlyder gaderne i byens centrum af talrige brag fra voldsomme kanonslag.

Hver gang hopper byens borgere af forskrækkelse - hvad enten de sidder i sofaen eller spadserer en tur i gågaden.

Og deres dyr er rædselsslagne.

Begge dele kan Jonas Green Broch tale med om. 

Sammen med sin hustru og parrets  lille hund bor han i en parallelgade til gågaden i Thisted, som i månedsvis op mod jul er omdannet til epicentret for en række unge knægtes ulovlige omgang med ulovligt fyrværkeri.

Og nu har han faktisk fået nok.

- For os med kæledyr, som vores hund, er det en daglig kamp. Hver aften bliver vores hund skræmt fra vid og sans, og det går ikke kun ud over dyrene, men også på familiers tryghed i deres eget hjem, skriver han i et opslag i Facebook-gruppen "Stort og småt i Thisted Kommune".

- Det er ikke små strygere, vi taler om. Men kraftige kanonslag, der skræmmer både mennesker og dyr, uddyber Jonas Green Boch.

Fredag aften hørte han endnu engang et kanonslag eksplodere tæt på sit hjem. Da han gik ud for at se, om han kunne få øje på synderne, blev der sprængt endnu et kanonslag i en sidegade blot fem meter fra, hvor han stod.

Ryg og hæle var det eneste han så af synderne.

- Der er tale om helt unge drenge i alderen 12-15  år, som får lov til at løbe hvileløst rundt i gaderne.  Og det her foregår jo ikke kun kl. 1 om natten. Det er både tidligt og sent, konstaterer Jonas Green Broch, som ikke kun opfordrer til en større indsats fra politi og andre relevante myndigheder for at få stoppet de konstante affyringer af kanonslag.

- Jeg vil også håbe, der er nogle forældre, der ser mit opslag og tænker over, hvor deres barn er om aftenen, når de unge ikke er hjemme. Jeg tror, løsningen først og fremmest skal komme hjemmefra. Folk skal have en snak med deres børn om, hvor farligt sådan noget fyrværkeri er. For hvis sådan et kanonslag sprænger på dem, mister de jo alle fingre, siger Jonas Green Broch.

I sit opslag opfordrer han også andre til at støtte ønsket om mere handling for at få sat en stopper for uvæsnet.

- Det her er drengestreger. Det er jeg godt klar over. De tænker ikke, at det går ud over andre. For dem er det bare sjovt. 

At han ikke er alene om sin oplevelse vidner masser af kommentarer og delinger af opslaget om.

- Fuldstændig enig. Vi bor på Kastet, hvor det også er ret tydeligt, har en datter på 5, som går i panik hver gang, skriver en kvinde, mens en anden kvinde kan fortælle om en oplevelse i parkeringskælderen under byens shoppingcenter.

Her sendte hun sine børn ud af bilen, mens hun parkerede den i en bås, hvor der ikke var meget plads til at åbne døre. 

- Shit så forskrækket de blev, da nogen syntes, det var morsomt at kaste et kanonslag i kælderen, skriver hun, mens en tredje beskriver, hvordan det har været helt slemt med voldsomme kanonslag i byparken Christiansgave og i Nørregade.

- Det er så højt, at vinduerne næsten står og dirrer, når de smider det lort, lyder det.

Ifølge Simon Skelkjær, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, er problematikken med ulovlige kanonslag et velkendt problem. Men på politigården i Holstebro har telefonerne ikke været rødglødende med anmeldelser om kanonslagene i Thisted i den seneste tid.

- Men det er også ofte for sent, når vi bliver ringet til, for det tager jo ikke lang tid at fyre et kanonslag af, konstaterer han.

At ulovlige kanonslag længe har været en kilde til uro i politikredsen vidner en tre år gammel sag dog om. 

Midt i december 2021 førte et anonymt tip til, at en patrulje fra Midt- og Vestjyllands Politi kunne beslaglægge 759 ulovlige kanonslag på en adresse i Hurup syd for Thisted. 

En 19-årig mand blev i forbindelse med fundet af de mange kanonslag sigtet for at overtræde fyrværkeriloven.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden