Verdenspremiere i Thy: Lokal filmskaber præsenterer sin første film

Magnus Sandvad Thorhauge har søndag premiere på "Anker"

Magnus Sandvad Thorhauge, ung filmskaber fra Thisted, har søndag urpremiere på sin debutfilm "Anker". 
Magnus Sandvad Thorhauge, ung filmskaber fra Thisted, har søndag urpremiere på sin debutfilm "Anker".  Arkivfoto: Bo Lehm

THISTED: Magnus Sandvad Thorhauge, 23-årig thybo, debuterer officielt som filminstruktør, når han søndag eftermiddag inviterer til urpremiere på novellefilmen "Anker".

Det foregår i Thisted-biografen Kino 1-2-3. 

Filmen er historien om en ældre mands ensomme tilværelse, efter at han har mistet sin hustru. Den blev i sommeren 2021 optaget med et hold amatørskuespillere i bl. a. et nedrivningsmodent hus i Bedsted.

Den 30 minutter lange novellefilm er vist offentligt en enkelt gang, da der 11. februar var snigpremiere i Thisted Kommunes Kulturrummet.

- Men der er siden blevet justeret i både lyden og colorgradingen, fortæller Magnus Sandvad Thorhauge.

I søndagens urpremiere deltager 35-40 særligt inviterede, som har haft en finger med i produktionen. Men i øvrigt er der mulighed for at købe billet til forevisningen, og onsdag var der tæt på udsolgt til forevisningen i biografens store sal, fortæller Magnus Sandvad Thorhauge.

Til premieren medvirker også Jonas Schou, nordjysk singer-songwriter, som har bidraget til filmen med en af sine sange.

Magnus Sandvad Thorhauge håber efter premieren at få "Anker" med på forskellige festivaler, herunder OFF i Odense senere på året. Men inden da vil den også blive vist i både Nordisk Films biografer i Aalborg og på kunstmuseet Aros i Aarhus.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden