23-årig filminstruktør debuterer: Castede hovedrollen med hjælp fra sine forældre

Magnus Sandvad Thorhauge debuterer som filminstruktør med novellefilmen "Anker"

Magnus Sandvad Thorhauge debuterer med "Anker", en 30 minutter lang fortælling om en mands ensomhed. Foto Bo Lehm <i>Bo Lehm</i>

Magnus Sandvad Thorhauge debuterer med "Anker", en 30 minutter lang fortælling om en mands ensomhed. Foto Bo Lehm Bo Lehm

THISTED:Normalt ligger der et stort arbejde for instruktøren - eller en caster - med at finde de rette folk til rollerne i en film

Men 23-årige Magnus Sandvad Thorhauge havde en ret smertefri proces, da han skulle have besat hovedrollen til sin debutfilm, "Anker", en 30 minutter lang fortælling om en mands ensomhed.

John Pedersen, en bekendt til Magnus’ forældre, var en dag på besøg hjemme i villaen på Hundborgvej i Thisted, hvor Magnus også bor.

Anker spilles af John Pedersen, en bekendt til Magnus' forældre. Og det var Magnus' far, som - hjemme på Hundborgvej i Thisted, hvor Magnus bor sammen med sine forældre - foreslog ham til rollen.

Det var en god idé, syntes Magnus, for han vidste, at John ikke alene havde erfaring som amatørskuespiller. Han var også lystfisker, ligesom titelkarakteren Anker, der er blevet ramt af ensomhed efter at hans kone er død. Lystfiskeriet er noget af det eneste, der giver ham indhold i en ellers begivenhedsfattig tilværelse.

Magnus spurgte den normalt glatbarberede og kronragede John Pedersen, om han kunne gro et fuldskæg. Ja, det skulle jeg mene, svarede han.

Herefter gik der fire-fem måneder, hvor Magnus Sandvad Thorhauge havde travlt med at skrive manuskript til filmen og ikke så noget til John Pedersen. Men en dag mødte Magnus’ far Johns kone Annette:

- Så siger hun: Nu må han godt komme i gang med den film, for jeg kan snart ikke være bekendt at have ham med nogen steder...

Hovedrolleindehaveren John Pedersen er normalt glatbarberet og kronraget, men lod hår og skæg gro for at være med i filmen.

Hovedrolleindehaveren John Pedersen er normalt glatbarberet og kronraget, men lod hår og skæg gro for at være med i filmen.

Kost og logi eneste honorar

Optagelserne kom i gang og blev klaret i løbet af en uges tid midt i juli sidste år, hvorefter John Pedersen kunne lade sit hår klippe og skære skægget af igen.

Inden da havde instruktøren også fået sat navne på resten af rollelisten. Nogle er ligesom hovedrolleindehaveren lokale bekendte, men der medvirker desuden folk fra både Aarhus og København, fundet via en casting-gruppe på Facebook.

Fælles for alle medvirkende både foran og bag kameraet er dog, at de sagde ja til at være med i filmprojektet uden løfte om andet honorar end kost og logi. Det gælder også filmens fotograf, Morten "Molle" Jensen.

- Han er en rigtig dygtig fotograf, der arbejder som professionel i København. Han havde taget fri en uge for at arbejde gratis for mig - det er jo noget, man sætter pris på. Og jeg synes, at vi kom rigtigt god ud af det med hinanden, fortæller Magnus.

Hele holdet på 15-20 personer blev indlogeret i en FDF-hytte ved Sennels, hvorfra de kørte ud til optagestederne i Bedsted, Hundborg, Heltborg og Amtoft.

I lokalsamfundet blev Magnus Sandvad Thorhauge og hans hold mødt af en kolossal velvilje.

De fleste indendørsscener er skudt i en ejendom i Bedsted, som Thisted Kommune havde købt til nedrivning.

Fra optagelserne i et nedrivningsdømt hus i Bedsted. Privatfoto

Fra optagelserne i et nedrivningsdømt hus i Bedsted. Privatfoto

- Jeg fik forevist syv-otte nedrivningsejendomme, og fandt hurtigt en, hvor der var den helt rigtige stemning, fortæller instruktøren.

Ingen havde dog tænkt på, at det var et hus uden både vand og strøm.

- Det var virkelig en brøler, som vi første opdagede 14 dage før optagelserne. Men skæbnen ville, at naboen havde en byggestrømstavle. Han sørgede for både strøm og vand.

Mens det var ved at blive ordnet, kom en anden mand fra Bedsted forbi. Hans mor havde boet i det nedrivningsdømte hus.

- Moren var desværre død. Men han havde mange af hendes møbler endnu, og han tilbød, at jeg kunne komme med hjem og vælge de af møblerne, som vi kunne bruge i optagelserne. Det var jo fantastisk. Men han blev da lidt vemodig, da han skulle til at flytte sin mors møbler ind i huset igen, fortæller Magnus Sandvad Thorhauge.

Også i en anden forstand har han mødt stor opbakning til filmprojektet. Rigtig mange har kunnet relatere sig til historien, når Magnus refererede handlingen - om den ensomme mand, hvis liv var gået i stå, efter at hans kone var død.

Filmen er optaget i sort-hvid - og bliver vist i et bredt, cinemascope-format.

Filmen er optaget i sort-hvid - og bliver vist i et bredt, cinemascope-format.

For selv om det er en fiktiv figur, kender alle så at sige Anker. Ham, der bare sidder i sin stue. Laver kaffe og tænder sin pibe. Og måske tænder for fjernsynet, men slukker igen, fordi der ikke er andet end de samme trælse nyheder. Og så er der ikke andet for, end at lave endnu mere kaffe. Eller at tage ud og fiske.

Folk som døjer med noget

Men hvorfor giver en ung mand sig i kast med sådan et tema?

- Jeg har forelsket mig i de historier med karakterer, som døjer med noget inden i sig. Filmen om Anker var er en af mange ideer. Men det var den idé, som jeg blev ved med at vende tilbage til - også fordi der kunne være nogle gode billeder i det. Og fra starten var jeg sikker på, at den skulle filmes i sort-hvid, fortæller han.

Snigpremiere 11. februar

”Anker” skal efter planen have premiere i Kino 1-2-3 i Thisted i begyndelsen af april - datoen er endnu ikke helt på plads. Men allerede 11. februar er der snigpremiere i Kultursalen i Musikskolen i Thy, hvor instruktøren også vil fortælle om projektet.

Manuskriptet til filmen har Magnus Sandvad Thorhauge skrevet sammen med en kammerat fra Filmmaskinen, Simon Emil Bundgaard Nielsen.

Filmen, med et budget på knap 40.000 kr., er produceret af et selskab ved navn MWB Film og med støtte fra bl. a. Thisted Kommune og Region Nordjylland.

Traileren til filmen kan ses på www.filmnetvaerketthy.dk, eller på Filmnetværket Thys Facebookside.

Samtidig var Magnus optaget af at lave en film, som bryder med det filmsprog, han har lært på Filmmaskinen, filmskolen i Frederikshavn, hvor han nu er elev på tredje og sidste år. Fortælletempoet i filmen skulle afspejle den langsomhed, som hovedpersonens liv bevæger sig i. Den hovedperson, som i øvrigt ikke mæler andet end nogle grynt og den slags i filmen.

Magnus har tænkt sig at fortsætte i samme social-psykologiske genre, når han til sommer skal lave sit afgangsprojekt fra Filmmaskinen.

- Det skal være en film om ludomani. Men det bliver ikke en film uden dialog, og den bliver heller ikke i sort-hvid, siger han.

"Anker" blev optaget over en uges tid midt i juli 2021. Privatfoto

"Anker" blev optaget over en uges tid midt i juli 2021. Privatfoto

Filmskolen den ultimative drøm

Magnus Sandvad Thorhauge erkender, at hans uddannelse på ingen måde er afsluttet med afgangsfilmen fra Filmaskinen.

Bagefter planlægger han at flytte til Aarhus, hvor han håber at blive optaget på en af de filmuddannelser, som findes der. Og den ultimative drøm er at komme ind på Den Danske Filmskole i København.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden