Video: Se de voldsomme regnmængder på kørebanen
Flere nordjyske kommuner blev fredag udsat for kraftig regn
Opdateret kl. 21:49
NORDJYLLAND: Fredagens regnvejr har givet store nedbørsmængder i det meste af Jylland, hvilket nordjyderne også fik at føle.
Ifølge TV2 har flere nordjyske kommuner registreret skybrud. Kommunerne Morsø, Vesthimmerland og Rebild har alle fået mere end 15 millimeter nedbør på 30 minutter.
Det blev ikke helt til et skybrud i Thisted, men der kom alligevel så store vandmænger på kørebanen, at thyboerne for en kort stund skulle overveje at transportere sig i båd frem for i bil.
På Thisted Kystvej ved rundkørslen mod Østerbakken var Ole Bak Holmehave på arbejde, og han var klar med mobilen ved eftermiddagstid, da regnen væltede ned.
- Det regnede helt vildt kraftigt, og kloakkerne kunne slet ikke følge med. Jeg vidste dog, det ville ske, for når vi har den her voldsomme nedbør, så svømmer det altid over ved rundkørslen, lyder det fra Ole Bak Holmehave.
De store mængder vand på vejen, var dog ikke noget, som slog de sindige thyboer ud af kurs.
- Der har været en del opkald fra Thisted omkring regnvejret. Der var et par kloakdæksler, som var skudt op, men det har ikke givet anledning til trafikale problemer, lyder det fra Ole Vanghøj, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.