Høns og kattekillinger reddet ved voldsom brand på gård

Røgdykkere blev indsat for at begrænse ilden, og det lykkedes

Røgdykkere blev indsat for at begrænse ilden. <i>Arkivfoto: Peter Mørk</i>

Røgdykkere blev indsat for at begrænse ilden. Arkivfoto: Peter Mørk

GÆRUP:Klokken 15.21 søndag blev der ringet 112, da der opstod ildebrand på en gård ved Gærup i Thisted Kommune.

Brandfolkene fra stationen i Thisted hastede til stedet - Skyumvej - hvor det skulle vise sig, at branden var opstået i et værksted i en længe på gården.

Da indsatsleder Jesper Madsen fra Nordjyllands Beredskab ankom til stedet, stod der flammer op fra taget.

- Branden havde allerede bredt sig til tagkonstruktionen, fortæller han.

Røgdykkere fra stationen i Thisted blev indsat for at begrænse ilden til værkstedet.

- Det er en gammel staldbygning, som var bygget sammen med en lade, hvor der var halm og en traktor. Så vi ville jo gerne have stoppet branden, inden den tog det med også, siger Jesper Madsen.

Han fik kaldt flere styrker til fra Hurup samt en stigevogn fra Thisted.

- Vi satte ind med røgdykkere i stueplan og på første sal, og det lykkedes at få stoppet branden der, hvor vi gerne ville, fortæller indsatslederen.

Selve værkstedet og et nærliggende rum udbrændte, og cirka halvdelen af taget på længen gik også til.

Derimod tog nogle høns og kattekillinger i den tilstødende bygning ikke skade.

- Vi satte overtryksventilering på bygningen for simpelthen at presse røgen tilbage mod branden og dermed beskytte hønsene og kattekillingerne, forklarer Jesper Madsen.

Ved 17-tiden søndag var efterslukningen begyndt, og her forventede indsatslederen, at der endnu var nogle timers arbejde på stedet, om end han allerede der kunne sende nogle af brandfolkene hjem.

De følgende dage arbejder skadesservice på ejendommen og rydder op, da der var asbestplader på det ødelagte tag.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.