Beboere lå og sov, da tyve brød ind - så kom politiet
Beboere ringet op af alarmselskab, der så indbrudstyve på video
Opdateret kl. 17:01
SILLERSLEV: Mens beboerne i et hus i Sillerslev på Mors lå og sov på 1. sal, brød tyve ind i huset og begyndte at fjerne dyre møbler.
Indbruddet skete natten til søndag og blev opdaget kl. 01.40.
Et vagtselskab kunne på overvågningsvideo se tyvene i aktion i huset, og vagtselskabet kontaktede beboerne, som så ringede efter politiet.
En hundepatrulje fra politiet opdagede en bil på en mark i nærheden, og politihunden fandt frem til en 19-årig mand fra lokalområdet. Han blev anholdt og sigtet for indbruddet.
Han er nu løsladt efter afhøring, hvor han erkendte indbruddet, oplyser vagtchef Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Der var angiveligt en medgerningsmand ved indbruddet, men ham har politiet endnu ikke pågrebet.