Agger

Festfyrværkeri gav 131.811,84 kroner til Agger Aktivitetspark

Nytårsfyrværkeriet på Agger Havn var et tilløbsstykke uden lige

Emma Lund Kristensen fra Agger Købmand (tv.) trækker vinderen sammen med Lone Kiel Andersen, der sammen med sin mand Mikael Andresen havde sponseret festfyrværkeriet i Agger.
Emma Lund Kristensen fra Agger Købmand (tv.) trækker vinderen sammen med Lone Kiel Andersen, der sammen med sin mand Mikael Andresen havde sponseret festfyrværkeriet i Agger. Foto: Bo Lehm

AGGER: Nytårsfyrværkeriet på Agger Havn var et tilløbsstykke uden lige.

Og så gik det til et godt formål, da ægteparret Mikael Andersen og Lone Kiel Andersen, bestemte sig for at levere showet gratis mod at folk indbetalte et beløb til fordel for Agger Aktivitetspark.

På den måde ville ægteparret sige tak til byen, for at have taget så godt imod dem.

Sammen ejer de Agger Iscafé, hvortil Mikael Andersen også er medejer af virksomheden Color Power Festfyrværkeri, der har et kontor tæt ved iscaféen og som blandt andet står bag den årlige fyrværkerifestival i Viborg.

Omkring 300 indbetalte et beløb via enten MobilePay eller ved at indbetale hos Min Købmand i Agger. Tilsammen blev der indbetalt 131.811,84 kroner.

Blandt samtlige indbetalere skulle der findes en vinder af et gavekort på 2500 kroner til købmandsbutikken i Agger.

Også disse 2500 kroner er blevet doneret af Mikael Andersen og Lone Kiel Andersen.

Vinderen blev onsdag middag udtrukket af Emma Lund Kristensen fra Agger Købmand.

Emma Lund Kristensen (tv.) småsnakker med Lone Kiel Andersen. Ægtefællen Mikael Andresen sørger for at optage de hele med sin telefon. Foto: Bo Lehm

Vinderen blev Inge-Lise Koch fra Krik.

Festfyrværkeriet ser i øvrigt ikke ud til at blive en enlig svale.

- Vi har planer om at gentage succesen til nytår. Det har jo vist sig, at hele byen var taget til havnen. Det var noget af en folkefest. Måske skal vi supplere med boder, hvor man kan købe champagner og kransekage. Dem havde mange selv taget med i år, siger Lone Kiel Andersen.

Også næste gang skal overskuddet tilfalde den planlagte aktivitetspark ved de gamle fodboldbaner i Agger.

Hele projektet, der indeholder massevis af legeredskaber - også for børn med handicap - løber op i otte millioner kroner.

Formanden for Agger Beboerforening, Jens Pedersen, bebudede dog, at man går i gang med de første ting, når man har 150.000 kroner på kontoen.

Med de knap 132.000 kroner fra fyrværkeriet, er man nu oppe på 171.000 kroner.

Foreningen er i gang med at søge fonde.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden