Han er ikke bange for at prøve noget nyt: Klar til paddle-yoga i svømmehallen

1. oktober 2022 tog 62-årige Per Nielsen over som leder af Sydthy Kur- og Svømmebad. <i>Foto: Carsten Hougaard</i>

1. oktober 2022 tog 62-årige Per Nielsen over som leder af Sydthy Kur- og Svømmebad. Foto: Carsten Hougaard

HURUP:1. oktober 2022 tog 63-årige Per Nielsen over som leder af Sydthy Kur- og Svømmebad.

Han efterfulgte Henning og Ulla Holm, der havde ledet svømmebadet siden dets start i den daværende Sydthy Kommune i marts 1997.

Per Nielsen er uddannet købmand, og bosiddende på Jegindø sammen med sin kone Anni.

- Jeg har i 30 år arbejdet som direktør for forskellige danske virksomheder i udlandet. I 10 år var jeg på Færøerne, derefter 20 år i Baltikum og Polen, fortæller Per Nielsen, der vendte tilbage til Danmark for fem år siden.

- For fem år siden blev min far indlagt på Skejby Sygehus med en blodprop. Så sagde jeg til mig selv, at det var tiden at komme tilbage til Danmark, siger Per Nielsen.

Det gjorde han. Senest har han arbejdet med etableringen af en ny Lidl-butik i Aars.

- Jeg pendlede fra Jegindø til Aars flere gange i ugen. I min fritid har jeg mange sunde interesser, bl.a. svømning. Og i forbindelse med en svømmetur i Sydthy Svømmebad hørte jeg, at Henning og Ulla agtede at gå på pension. Så tænkte jeg, at det var lige mit job, fortæller Per Nielsen.

Han søgte jobbet og fik det.

Ikke bange for at prøve nyt

Per Nielsen er ikke bange for at prøve noget nyt. Derfor har den tekniske del af driften af en svømmehal heller ikke skræmt ham, da der er - som han beskriver dem - "særdeles dygtige folk med de rette kompetencer, der har været ansatte gennem mange år".

- Jeg elsker at lære noget nyt og finde ud af, hvordan tingene hænger sammen. I mine tidligere job har jeg arbejdet med etableringen af et savværk, en ventilationsfabrik og et VVS-firma. Og så er Sydthy Kur- og Svømmebad jo et veldrevet hus, siger han.

Per Nielsen, der bruger sin fritid på kajakroning, padel og løbeture, er i topform.

Han har da også løbet maraton i mange år.

Han er derfor indstillet på, at bruge de kommende 10 år af sit arbejdsliv i Sydthy Kur- og Svømmebad.

Og det er faktisk tre år mere, end han er vant til.

- Hele mit arbejdsliv har jeg arbejdet efter et 5-7 kompas. Jeg ville være ved en arbejdsplads i minimum fem og maksimalt syv år. Det næste jobs skulle gerne være på et nyt sprog, og gerne være indenfor en ny branche, fortæller Per Nielsen, der behersker flere sprog.

Han er allerede gået i gang med at skabe et netværk blandt de andre aktører i byen.

- Hallen, fitnesscentret og andre aktører skal gøre noget sammen, bruge hinanden. Jeg kunne blandt andet forestille mig, at med større kontingentfleksibilitet kunne besøge fitnesscentret om torsdagen, svømmehallen om fredagen, siger Per Nielsen.

Paddel-Yoga

Første konkrete tiltag er et samarbejde med Tanja Nielsen fra Shiva Yoga.

- Under oprydningen fandt vi en kasse med paddleboards. Og dem tænkte jeg måtte kunne bruges. Så vi laver paddle-yoga, der foregår i svømmebadets store bassin. Første gang er tirsdag aften 17. januar. Derudover arrangerer vi wellness-yoga i kurbadets massagebassin. Første gang er onsdag 18. januar, fortæller Per Nielsen.

Sydthy Kur- og Svømmebad har 43 ansatte.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.