Retssager

Kendt kroejer anklaget for krænkelser af ansatte: Her er hans forklaring

Jens-Peter Skov forklarede i retten om en lummer tone på kroen

Jens-Peter Skov, der er kroejer på Mors, var onsdag i retten.
Jens-Peter Skov, der er kroejer på Mors, var onsdag i retten. Arkivfoto: Bo Lehm

Opdateret 25. april 2024 kl. 14:14

Jens-Peter Skov, der er ejer Sallingsund Færgekro og er tidligere hof-kok, er anklaget for to forhold af blufærdighedskrænkelser.

Sådan lød det i anklageskiftet, der var grundlag for en retssag, der drejede sig om flere episoder, hvor den kendte kroejer Jens-Peter Skov fra Mors angiveligt skulle have krænket to af sine ansatte.

Den tiltale Jens-Peter Skov var selv mødt i retten onsdag i Holstebro for at afgive forklaring i sagen. 

Kys på halsen og bid i øret

Ifølge anklageskriftet havde kroejeren krænket ansatte under to forhold.

Første anklage lød på, at kroejeren skulle have kysset en mandlig ansat på halsen og bidt ham i øret i 2018. Han er anklaget for gentagne gange at have befølt den ansattes hofter og numse og taget et fast greb om ballerne på ham.

Derudover anklages han for at have presset en champagneflaske op mod den ansattes numse uden på tøjet. 

Hændelsen skulle angivelige være sket under praktikforløbet. 

Et hul i ansættelsesforholdet

Men Jens-Peter Skovs forsvarer, Rasmus Amandusson, mente, at der i første krænkelse var tale om en forældet sag. Han fremhævede, at praktikforløbet var to år tidligere, og at sagen dermed ville være forældet.

Camilla Berg fra politiets anklagemyndighed fremhævede, at forurettede var på listen over ansatte i 2018.

Retten afgjorde, at de vil afhøre alle vidner i sagen.

Derfor nævner vi navn

I denne straffesag har Nordjyske valgt at nævne Jens-Peter Skovs navn, da den tiltalte selv har valgt at stille sig frem i offentligheden og derved er hans navn kendt i offentligheden. 

Afviser anklage

Da Jens-Peter Skov skulle afgive sin forklaring på blufærdighedskrænkelserne, svarede han roligt - men lettere vævende - på spørgsmålene fra anklageren.

Han nægtede sig skyldig i anklageskriftets forhold et.

- Har du bevidst kysset, bidt i øret eller berørt din ansat af bevidst, seksuel karakter?, spurgte anklageren.

- Ikke bevidst. I et køkken er vi tæt sammen. Nogle gange, skal man forbi hinanden i en fart. Nogle gange kan man markere ved at sige det eller markere ved at røre hinanden.

Jens-Peter Skov kunne ikke huske specifikke episoder, men fremhævede en særlig jargon i køkkenet på kroen.

En lummer tone

Jens-Peter Skov forklarede, at tonen i køkkenet på Sallingsund Færgekro var lummer og brugte ordet "klam", da han skulle forklare omgangstonen.

- Hvis jeg er kommet ud med en flaske champagne, kan jeg ikke udelukke, at jeg kan have sagt noget i retningen af 'skal vi tage det første knald'. Jeg er en del af den fis og ballade, der er der, siger Jens-Peter Skov og fortsætter:

- Tonen i køkkenet er lummer. Den tone er der i et køkken. Der er ikke mere i Sallingsund Færgekro end andre steder. 

Han understregede, at han altid har været åben om sin egen seksualitet som homoseksuel, og at han altid havde gjort det klart overfor sine ansatte, at de til enhver tid kunne sige fra, hvis tonen blev for hård.

Anklage om krænkelser i opvasken

Jens-Peter Skov afviser desuden de anklager under anklageskiftets forhold to.

Anden anklage mod Jens-Peter Skov går på, han angiveligt skulle have taget fat om en ung, mandlig opvasker bagfra og presset sig ind mod ham.

- Jeg er smuttet forbi opvasken mange gange, hvor han har stået og vasket op. Måske har jeg taget fat om ham og flyttet på ham, forklarede Jens-Peter Skov i retten.

Han afviste, at skulle have berørt hans ører eller baller, som anklagen går på. Især talte han om en god kemi mellem de to.

- Jeg synes, han var en interessant person, og vi havde mange gode snakke. Da han sagde op, var han meget ked af det, fordi han skulle flytte, og der var for langt at køre. Da han sluttede, fik han et kram, fortæller Jens-Peter Skov.

Han afviste i retten, at den ansatte skulle have givet udtryk for overfor Jens-Peter Skov, at han skulle have overtrådt nogle grænser.

Offer forklarer: Grænseoverskridende på første dag

Forurettede i sagen bekræftede, at han kom i mesterlærer på Sallingsund Færgekro i 2016, og var på kroen indtil årsskiftet 2018, hvor han skulle på skole.

Han var omkring 16 år, da han startede på kroen.

På første praktikdag oplevede den unge mand en grænseoverskridende adfærd fra kroejeren.

- Jens-Peter stod bag mig, tog fat med begge hænder på mine hofter, og jeg bliver trukket ind til ham. Han hviler sin hage på min skulder og spørger: "Synes du, det her er grænseoverskridende?", hvor jeg svarer "ja, det synes jeg". Derefter var han videre og glad, lød forklaringen fra forurettede.

Han forklarede om episoder, hvor Jens-Peter Skov har kysset ham på halsen og stukket en flaske champagne op i numsen på den ansatte.

- Da jeg stod og skar kød, og Jens-Peter Skov gik forbi, stak han en champagneflaske op mellem mine baller. Han fniste og gik, siger han.

På et tidspunkt skulle den ansatte sætte varer på plads.

-  Idet jeg bukker mig ned, tager han mig på ballen med et fast greb. Jeg tænker, "det skal stoppe".

Han afviste kroejeren, og efterfølgende oplevede den ansatte, at Jens-Peter Skov var modbydelig og gav mange irettesættelser på dagligdags opgaver.

- Til et personalemøde gav Jens-Peter Skov mig et kram. Så bider han mig i øret. Jeg oplevede det som seksuelt og var i chok, sagde han i retten.

Den samme grænseoverskridende adfærd, som han selv oplevede, havde han set udspille sig hos opvaskeren.

November 2018 valgte den ansatte at opsige sin kontrakt. Senere kom samme ansatte tilbage til Sallingsund Færgekro, men opsagde igen sin stilling i 2021 sammen med flere andre kolleger.

Forurettede rejste et krav om erstatning på 15.000 kroner.

Konfronterede kroejeren

Endnu en ung mand trådte ind i retssalen. Han fortalte, at han var ansat på Sallingsund Færgekro som opvasker og bekræftede, at han havde oplevet grænseoverskridende adfærd fra kroejeren.

- Cirka to gange om ugen kom Jens-Peter Skov forbi, tog fat om mig bagfra. Cirka halvdelen af gangene lod han hænderne glide ned på ballerne.

Han forklarede, at det ikke kunne være en fejltagelse, da der var en anden og lettere passage forbi opvaskeren.

Efter en uges ansættelse konfronterede opvaskeren Jens-Peter Skov.

- Efter fyraften står han foran mig og trækker sig op imod ham. Så bider han mig blidt i øreflippen. Absolut af seksuel karakter, siger han.

Efter et års ansættelse opsagde opvaskeren sin stilling og forklarede til kroejeren, at han flyttede væk.

Opvaskeren rejste i retten et erstatningskrav på 15.000 kroner.

Et tredje vidne, der var i lære som kok, bekræftede i retten, at han havde set Jens-Peter Skov kramme ansatte ude i opvaskerummet. 

Under episoderne kiggede han væk af respekt for ikke at bringe andre ansatte i forlegenhed.

Retten valgte at udsætte den endelig dom i sagen på ubestemt tid.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden