Musik

Smugler udkommer med debutalbum til foråret

Thy-bandet Smugler udgiver til foråret debutalbummet Krokodillevogteren, der indeholder flere både nye og velkendte sange fra rockbandet

Medlemmerne af bandet Smugler. Bagerst fra venstre: Emil Ulf Andersen, Ronni Bjerregaard og Anton Skovmose. Siddende: Kenni Bjerregaard og Elias Kjeldgaard.
Medlemmerne af bandet Smugler. Bagerst fra venstre: Emil Ulf Andersen, Ronni Bjerregaard og Anton Skovmose. Siddende: Kenni Bjerregaard og Elias Kjeldgaard. Foto: Sif Bang Mikkelsen

Opdateret kl. 12:33

Thy-bandet Smugler kunne forleden melde ud, at bandet er ved at lægge sidste hånd på debutalbummet Krokodillevogteren, der forventes at udkomme i foråret. 

Albummet vil indeholde flere både nye og velkendte sange i stilarten blød rock med forskellige facetter bygget op af det lyriske. Og det har været længe undervejs, fortæller Anton Skovmose, der, foruden at spille flere instrumenter, også synger kor i bandet:

- De første skridt tog vi tilbage i januar, efter vi i det forgangne år oplevede stor opbakning ved vores koncerter. Vi havde alle i bandet drømt om at udkomme med vores musik, og mangler nu kun meget lidt, før det er en realitet.

Smuglers faste følgere behøver dog ikke vente helt til foråret for at lytte til bandets musik. Henover vinteren planlægger de nemlig at udgive to singler, hvor interesserede kan få en forsmag på musikken fra det kommende album.

Der lægges i øjeblikket sidste hånd på redigeringen af albummet, der har været længe undervejs. Foto: Sif Bang Mikkelsen

Taler ind i samfundets "damplokomotiviske" rytme

Navnet på albummet, Krokodillevogteren, er en reference til fuglearten af samme navn, der i symbiose med sine nærmeste omgivelser tjener både dens egen og krokodillens interesser, fortæller Anton Skovmose:

- Vi plejer at sige, om den stilart vi dyrker, at den "taler ind i samfundets damplokomotiviske rytme". Med dette skal forstås, at vi gennem lyrikken søger at danne grobund for tanker og fordybelse i samfundets divergerende diskurser.

Flere af numrene på albummet vil kredse om de samme temaer med referencer til hinanden, fortæller Anton Skovmose videre, men afviser samtidigt, at der er tale om et konceptalbum.

- Lyrisk er vi vilde med den stil, som blandt andet Peter Sommer praktiserer, hvilket vi har ladet os inspirere af. Teksterne og musikken skal altså opleves som et helhedsindtryk og efterlade lytterne med refleksive tanker om fordybelse, siger Anton Skovmose.

Lokale rødder i Thy og Mors

Smugler har i dag hjemme i Aarhus, hvor bandets fem medlemmer studerer og arbejder. Alle er de dog født og opvokset i Thy og på Mors, hvor bandets medlemmer lærte hinanden at kende gennem det thylandske musikmiljø i blandt andet Thy Music Collective. Deraf opstod Smugler i 2020.

- Vi delte mange af de samme tanker om musikkens dyrkende udtryk, og gik alle med en lille drøm om at komme ud at optræde igen, hvilket var lidt besværliggjort af, at vi opstod midt under pandemien, siger Anton Skovmose.

Han tilføjer smågrinende, at bandet ikke er et corona-band. For selvom hverdagen er blevet noget mere presset på tid end under nedlukningen, er bandet forsat gode til at afsætte tid til at mødes med hinanden og dyrke musikken.

- De seneste to år har vi spillet godt 40 koncerter både lokalt på Thy-Mors og til større koncerter i blandt andet Karolinelund i Aalborg, hvor vi varmede op for Malurt. I øjeblikket er vi i gang med at planlægge koncerterne for det nye år, hvor vi selvfølgelig ser frem til muligheden for at komme ud og reklamere lidt for vores musik og kommende album, siger Anton Skovmose.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden