Limfjordsporteren fylder 100 år - den specielle øl er så populær, at den har sit eget laug
Thisted Bryghus oplever, at den 100 år gamle øl er populær som aldrig før
Opdateret kl. 09:47
Thisted Bryghus kan markere 100-års jubilæet for Limfjordsporteren, som for første gang blev introduceret i december 1923.
Det oplyser Thisted Bryghus i en pressemeddelelse, hvor de også peger på, at Limfjordsporteren er kendt som "Øllets Gentleman".
- Denne ikoniske øl, først introduceret i 1923, har været en essentiel del af dansk ølkultur. Brygget på røget malt og tilsat flydende engelsk lakrids har Limfjordsporteren dannet et tæt fællesskab af øl-entusiaster gennem årtier, beskriver de i pressemeddelelsen.
Direktør for Thisted Bryghus, Aage Svenningsen, ser tilbage på Limfjordsporterens historie og betydning for Thisted Bryghus:
- 14. december 1923 så Limfjordsporteren dagens lys takket være Poul Aagaard, direktøren for Aalborg Aktie-Bryggerier. Denne banebrydende øl har siden markeret sig som en vigtig del af vores bryghus' historie og en hjørnesten i vores fællesskab af øl-entusiaster. Limfjordsporterens kendetegn er, at den er brygget på røget malt og flydende engelsk lakrids – og denne helt specielle smag har formået at danne et fællesskab af øl-entusiaster landet over, oplyser han i pressemeddelelsen.
Thisted Bryghus oplyser, at Limfjordsporteren har fostret et stærkt fællesskab og samlet generationer af øl-entusiaster fra hele landet.
- Foreninger som Limfjordsporter Lauget er opstået med formålet at værne om Limfjordsporteren og udbrede glæden ved denne specielle øl, skriver de.
- Siden starten i 1902 har Thisted Bryghus været et selvstændigt bryggeri beliggende i Thisted.
- Bryggeriet er landets femte største bryggeri.
- Mange af bryghusets produkter indeholder ingredienser, der er dyrket i Nationalpark Thy.
Limfjordsporteren blev oprindeligt brygget på bryggeriet Urban i Aalborg, men da det lukkede i 1986, købte Thisted Bryghus med brygmester Peter Klemensen i spidsen rettighederne til Limfjordsporter-navnet, og i Thisted udviklede man øllen videre.
Thisted Bryghus fejrer Limfjordsporterens 100-års jubilæum ved Ølfestival 24.-25. maj 2024 på Lokomotivværkstedet i København. Her vil Limfjordsporter Lauget holde deres generalforsamling på Thisted Bryghus’ stand, og alle er inviteret til at deltage og hylde "Øllets Gentleman" i fællesskab.
Limfjordsporteren har en styrke på 7,9 pct.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.