Ti gode råd: Sådan undgår du indbrud i påsken
Nordjyllands Politi er kommet med ti gode råd til at sænke risikoen for, at dit hjem får ubudne gæster i påsken
NORDJYLLAND: For nogle kan der vente en ubehagelig overraskelse, når de kommer hjem fra påskefrokosten. Indbrudstyvene holder nemlig ikke påskeferie.
- Vi kan se, at det særligt er i folks ferie, at anmeldelserne stiger. Derfor anbefaler vi, at man laver aftaler med naboen om at holde øje, og at man selv sørger for, at ens hus ser beboet ud, selvom man er bortrejst eller taget til påskefrokost. Vi arbejder kontinuerligt med at få identificeret og anholdt de gerningsmænd, der står bag indbruddene - ligesom vi målretter vores patruljering mod de områder, der er særligt plaget af indbrud, siger politikommissær Sune Myrup fra Nordjyllands Politi.
Derfor har Nordjyllands Politi udsendt en pressemeddelelse, hvor de anbefaler, at man holder ekstra godt øje i påskedagene og tænker over, hvordan man efterlader sit hjem, når man er bortrejst.
Nordjyllands Politis gode råd er:
- Tilmeld dig Nabohjælp på http://nabohjælp.dk. Nabohjælp forebygger op imod hvert fjerde indbrud.
- Undgå at dele hele ferien på Facebook. Opdateringer og billeder på de sociale medier viser, at du ikke er hjemme, og tyven kigger måske med.
- Anvend timere til at indstille lys og radio til at tænde og slukke på bestemte tidspunkter.
- Rod lidt og lad opvasken stå. Huset skal bære præg af, at der er nogen hjemme.
- Lås skuret og fjern redskaber, der kan bruges til indbrud. Nogle gerningsmænd medbringer ikke værktøj, men finder det på stedet.
- Frist ikke indbrudstyven med dyre lamper og andre værdigenstande i vinduet.
- Sørg for lys med bevægelsessensorer omkring huset. Specielt de steder, hvor tyven tror, at han kan arbejde "i fred".
- Træk gardiner for enkelte steder.
- Sner det, så aftal med naboen, at han rydder indkørslen samt evt. parkerer sin bil i indkørslen.
- Få naboen til at smide noget affald i din skraldespand.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.