To AaB’ere bliver hjemme
Hverken Patrick Kristensen eller Mathias Thrane kommer med til Rumænien

Patrick Kristensen har stadigvæk problemer med hoften. Arkivfoto: Henrik Bo Foto: Henrik Bo
AALBORG:Patrick Kristensen måtte tage til takke med rollen som tilskuer under tirsdagens AaB-træning på klubbens anlæg i Aalborg Øst.
En skade i hofteregionen generer fortsat, og det betyder også, at AaB’s allrounder ikke er, når holdet onsdag morgen sætter kurs mod Rumænien, hvor Steaua Bukarest venter i den første kamp i Europa League.
- Vi håber meget, at han bliver klar til kampen mod FC Vestsjælland på mandag. Vi satser lidt på, at han kan træne med U19-holdet på torsdag. Fredag er vi tilbage, og så håber vi, at han kan træne med os i weekenden, siger cheftræner Kent Nielsen.
Thrane er overanstrengt
Cheftræneren må fortsat se bort fra Lukas Spalvis og Jakob Ahlmann, der tidligere på sæsonen blev ramt af korsbåndsskader. Samtidig er svenske Rasmus Jönsson stadigvæk i gang med sin genoptræning efter en operation i lysken.
Kantspilleren Mathias Thrane kommer heller ikke i spil mod Steaua Bukarest.
- Mathias Thrane er overanstrengt, så han kommer ikke med i flyveren, siger Kent Nielsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.