Sport

To føringer rakte ikke

Vejgaard nøjedes lørdag med uafgjort i forårsåbneren

Vejgaard spillede sig op i anden halvleg, da Næsby og aalborgenserne delte i porten. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier
Vejgaard spillede sig op i anden halvleg, da Næsby og aalborgenserne delte i porten. Arkivfoto: Nicolas Cho Meier Nicolas Cho Meier - NORDJYSKE Medier

Opdateret kl. 18:25

AALBORG: Forårsåbneren bød både på surt og sødt for Vejgaard Boldspilklub. Lørdag snuppede de det ene point på Soffy Road, da odenseanerne fra Næsby gæstede i 2. divisions nedrykningsspil. Med resultatet på 2-2 minimerer Vejgaard afstanden til den rigtige side af nedrykningsstregen til blot et point.

Omvendt kan nordjyderne ærgre sig over, at det ikke blev til en hjemmesejr, som ville have sendt aalborgenserne over stregen.

Vejgaard B bragte sig nemlig både foran 1-0 efter 20 minutter ved Mads Vestergaard i første halvleg og på 2-1 kort efter pausen. Her nettede nordjydernes Niklas Winberg.

- Jeg er egentlig okay tilfreds. Det er lidt som at kysse sin søster, havde jeg nær sagt. Vi ville gerne have haft tre point, men måtte nøjes med et, siger Vejgaards cheftræner, Henrik Larsen.

Oprykkernes cheftræner mener, at resultatet var "helt fair". Hjemmeholdet stod dog med muligheder for at lukke kampen, da de var foran 2-1.

- Vi havde momentet i kampen, hvor vi kunne have lukket den. Men omvendt er Næsby et farligt hold, så vi sad ikke roligt, før kampen var fløjtet af, siger Henrik Larsen.

Gå til relaterede emner

Forsiden