Aalborg

To mænd fængslet for grov gruppevoldtægt i Aalborg

To mænd på 23 og 19 år er blevet varetægtsfængslet for voldtægt af 20-årige kvinde. En 24-årig mand sad i forvejen varetægtsfængslet

Arkivfoto: Torben Hansen

Arkivfoto: Torben Hansen

AALBORG:To mænd på 23 og 19 år er blevet varetægtsfængslet i tre uger, sigtet for en grov gruppevoldtægt af en 20-årig kvinde i Aalborg. En 24-årig mand sidder i forvejen varetægtsfængslet i sagen, som politiet har været meget tavse om af hensyn til efterforskningen.

Grundlovsforhøret mod den 24-årige mand blev holdt for dobbelt lukkede døre af hensyn til efterforskningen, og politiet har efterforsket i sagen i flere måneder. Det har nu ført til anholdelsen af den 23-årige og den 19-årige formodede gerningsmand.

Kvinde lå og sov

De tre mænd er sigtet for at have fastholdt den 20-årige kvinde, mens hun lå og sov og efterfølgende voldtaget hende på skift, oplyser anklager Thomas Klingenberg.

Voldtægten skulle være sket tidligt tidligt om morgenen 18. februar på et værelse i det gamle Park Hotel, efter at kvinden havde været i byen.

Kvinden har forklaret, at hun fulgte med en mand op på værelset for at sove, men at hun vågnede ved, at tre mænd begyndte at tage tøjet af hende og efterfølgende voldtog hende, fortæller Thomas Klingenberg.

Nægter sig skyldige

Grundlovsforhøret mod de to mænd blev holdt for lukkede døre, og derfor er deres forklaringer hemmelige for offentligheden, ligesom politiet ikke har yderligere oplysninger i sagen på nuværende tidspunkt.

Den 23-årige og den 19-årige mand nægter sig skyldige og har kæret varetægtsfængslingen.