Tom Jensen investerede i uddannelse
Strandby-Elinstallatør har bestået akademikursus og er nu ekspert i alt vedrørende energioptimering
Opdateret 20. april 2014 kl. 00:46
STRANDBY: Elinstallatør Tom Jensen fra Strandby valgte at tilbringe fire uger på skolebænken i Aarhus. Nu kan han kalde sig ekspert i energioptimering, efter at have bestået akademikursus på Aarhus Maskinmesterskole.
Det var en tilfreds Tom Jensen, som bestod den afsluttende eksamen i kurset inden for varmepumper og -systemer, som er det ene af i alt fire nye akademikurser.
I første omgang har Energistyrelsen gjort ordningen frivillig, men det forventes, at enhver, som monterer små vedvarende energi-anlæg (VE), skal have godkendelsen.
- Jeg har tilegnet mig nogle vigtige redskaber til at dimensionere anlæggene, og har fået en bedre forståelse af, hvordan de fungerer ned i detaljen. Før var vi helt afhængige af leverandørernes viden. Nu kan vi selv, understreger Tom Jensen, som har været selvstændig i 17 år.
Han har igennem længere tid specialiseret sig i vedvarende energikilder og har desuden efteruddannet sig som energivejleder.
- Kurset er en investering i forretningen. Vi har allerede købt udstyr og biler, så vi er klar til at håndtere den forventede vækst inden for området, tilføjer han.
Han vurderer, at kurset har stor værdi som kvalitetsstempel - også selvom det endnu ikke er et lovkrav.