Thisted FC

Topscorer forventer rock’n’roll-kamp

Poleret fodbold må søndag vige pladsen for fight og dueller, spår Mikkel Agger

Mikkel Agger har scoret i ni af efterårets 17 kampe. Kun mod søndagens modstander, FC Roskilde, har han formået at score mere end et mål i samme kamp. Arkivfoto: Peter Mørk
Mikkel Agger har scoret i ni af efterårets 17 kampe. Kun mod søndagens modstander, FC Roskilde, har han formået at score mere end et mål i samme kamp. Arkivfoto: Peter Mørk Foto: Peter Mørk

FODBOLD: Thisted FC’s Mikkel Agger ser frem til efterårssæsonens to sidste divisionsopgør. De skal bruges på at afslutte 2017 på en ordentlig måde.

- Vi skal sørge for, at vi i hvert fald kan kigge hinanden i øjnene, og så må vi se, hvor meget det resultatmæssigt kan blive til. Det vil være træls at stå tilbage uden at føle, vi har efterladt et godt sidste indtryk i efteråret, siger Mikkel Agger.

Året har indtil nu budt på en plads i topkampen i 1. division og en suveræn oprykning fra 2. division.

Søndag venter midterholdet i NordicBet Ligaen fra FC Roskilde. Roskilde har flere kreative spillere, men banen på Sparrekassen Thy Arena indbyder til en anden form for fodbold, mener angriberen.

- Det bliver nok ikke en kamp med poleret fodboldspil. Det indbyder banen ikke ligefrem til. Vi skal være klar til, det nok bliver en rock’n’roll- kamp med masser af dueller, siger målræven.

Sidst de to hold mødtes i NordicBet Ligaen, vendte thyboerne Roskildes fantomstart på 2-0 til en udesejr på 3-2 til thyboerne.

Det opgør er det eneste i sæsonen, hvor den delte divisionstopscorer Mikkel Agger har scoret mere end et mål.

Angriberen ser tilbage på kampen som et eksempel på, hvor vigtigt det er, thyboerne præsterer i alle kampe.

- Vi blev splittet ad i de første 20 minutter. Kampen viste, Roskilde er et hold, hvor vi får kæmpe problemer, hvis vi ikke er der, siger thyboernes topscorer.

Gå til relaterede emner

Forsiden