Topscorer Wiesmach: Det var vel ok
Straffekastskytten ærgrer sig over sit ene missede forsøg
Opdateret kl. 08:37
AALBORG: Målene røg ind fra alle leder og kanter og i begge ender af banen, da Aalborg Håndbold onsdag snuppede to point i Gudme. GOG’s 34 mål var ikke nok, for 888ligaens tophold smækkede harpiksen i kassen 37 gange.
Sejren glæder kampens topscorer og nimålsskytte Patrick Wiesmach.
- Vi blev ved med at tro på det, selvom vi hang efter i store dele af kampen og store dele af anden halvleg, siger fløjspilleren.
Han vikarierede onsdag som straffekastskytte, fordi Buster Juul var ude med sygdom. Seks mål blev det til på syv forsøg fra syv meter.
- Det var vel ok, men jeg er stadigvæk lidt ærgerligt over at brænde en enkelt. Vigtigheden af det sidste straffekast var ret stor, så jeg ville gerne lige have dræbt kampen endeligt. Set efter kampen var det okay, men det er nok stræben efter det perfekte og lidt nordjysk beskedenhed, der gør, jeg gerne ville have scoret på den sidste også, siger kampens topscorer.
Det sidste straffekast, der kunne have sikret Wiesmach 10 mål på lige så mange forsøg, brændte han efter 55 minutter. Havde han scoret, ville nordjyderne have ført med fem mål. Sejren kom dog ikke i fare alligevel.