Turisme

Træt af regn: Du kan spare tusindvis af kroner på rejser

Charterselskaber har endnu ikke udsolgt fra Aalborg og dumper priserne

Der er stadig billige rejser til Tyrkiet, hvis du drømmer om at slippe væk fra sommeren i Danmark. Arkivfoto: Michael Bygballe
Der er stadig billige rejser til Tyrkiet, hvis du drømmer om at slippe væk fra sommeren i Danmark. Arkivfoto: Michael Bygballe Pressefotograf Michael Bygballe

Opdateret 21. november 2022 kl. 23:34

AALBORG: Et kig ud af vinduet afslører, at nok er skoleferien i gang, men selv om datoen skriver 3. juli, så er det ikke varmt vejr og solskin, vi bliver budt på.

I stedet står den på skyer, regn og temperaturer, der er på den lave side af 20 grader.

Men der er ingen grund til at ærgre sig over, at charterferien ikke for længst er bestilt. Faktisk er der gode penge at spare, hvis man kan rejse allerede i weekenden.

Et kig på rejsebureauernes udbud på internettet viser, at der stadig er rejser at få til populære destinationer som Grækenland, Tyrkiet og Mallorca.

Store besparelser

For eksemplets skyld ledte vi efter en rejse til en familie på fire. To voksne og to børn på to og ni år.

Skal man tro Spies Rejsers før- og efterpriser, så vil det være en god forretning at vente til sidste øjeblik.

Således kan man komme til Kreta med afrejse lørdag fra Aalborg Lufthavn til en samlet pris på 12.796 kroner. Det er en besparelse på 8600 kroner i forhold til den oprindelige pris.

For de penge bor man på et lille lejlighedshotel på Chaniakysten med 25 meter til stranden.

Rejsebureauet har også prisbillige tilbud til Tyrkiet og Bulgarien.

Luksus på tilbud

Også Star Tour kan være med til at sende nordjyske turister billigt afsted. Kan man rejse lørdag fra Aalborg, sælger rejseselskabet en rejse til Santa Ponsa på Mallorca, hvor man for en samlet pris på 14.392 kroner får en treværelses lejlighed i et kompleks med pool og underholdning for børnene. Rabatten på den rejse er 9600 kroner.

Leder man efter den ultimative luksus kan Star Tour også tilbyde en rejse til Cala d’Or på Mallorca, hvor man bor på et femstjernet resort. Prisen er 35.392 for familien, men da den oprindelige pris var 44.192 kroner er der også her penge at spare.

Og vejret på feriedestinationerne fejler skam ikke noget. Vejrudsigten lover solskin og cirka 25 grader på Mallorca. På Kreta får du også alt det sol, du drømmer om - og med lidt højere temperaturer end på Mallorca.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden