FDM reagerer på Pias p-bøde: - I min bog er det helt urimeligt

Hos FDM er der ikke den store tvivl om sagen om Pia Hovaldt, der fik en p-bøde, fordi nummerpladen blev registreret med et udenlandsk bogstav

- En ting er, p-vagtens system bonner ud, men i sagsbehandlingen efterfølgende er det jo nemt at se, hvad der var ment. Jeg er ikke en gang sikker på, der findes en nummerplade, der har dén variant af et C, uanset hvilket land, vi snakker om, siger Dennis Lange, chefkonsulent hos FDM. <i>Foto: FDM</i>

- En ting er, p-vagtens system bonner ud, men i sagsbehandlingen efterfølgende er det jo nemt at se, hvad der var ment. Jeg er ikke en gang sikker på, der findes en nummerplade, der har dén variant af et C, uanset hvilket land, vi snakker om, siger Dennis Lange, chefkonsulent hos FDM. Foto: FDM

AALBORG:- I min bog er det helt urimeligt at fastholde sådan en afgift.

Sådan lyder reaktionen fra chefkonsulent i FDM Dennis Lange, da Nordjyske præsenterer ham for Pia Hovaldts p-bøde.

I starten af september, fik hun en p-bøde ved Sygehus Syd, fordi hun kom til at trykke for længe på C-knappen ved registreringen. Hendes nummerplade blev derfor registreret til at starte med ÇB fremfor CB.

Det endte med en p-bøde, som Europark, der kontroller området, i første omgang ikke ville annullere. Efter Pia Hovaldt klagede for anden gang og truede med at hive sagen i Parkeringsklagenævnet, endte Europark med at annullere bøden.

Ifølge FDM burde der dog slet ikke have været noget tovtrækkeri med parkeringsselskabet. Landsretten har nemlig taget stilling til p-bøder, der skyldes simple indtastningsfejl i registreringen.

- Landsretten når frem til, man ikke kan få en afgift, og hvis man har fået en, skal den i hvert fald annulleres bagefter. For dem, der skal have penge for parkeringen, har fået dem, og det er det, der er det vigtige, forklarer Dennis Lange.

- I et eksempel som det her, kræver det ikke megen tankevirksomhed, når man skal sagsbehandle klagen, at gennemskue, det nok var det rigtige registreringsnummer, man mente, da man indtastede det. Det er ikke svært at gennemskue.

- Jeg går ud fra p-vagten ikke kan stå og sammenligne lister ude på p-pladsen, det er, hvad det er. Men når man sagsbehandler bagefter og får indsendt dokumentation fra parkanten, så bør det være en smal sag at nå frem til, afgiften skal annulleres.

Ifølge Pia Hovaldt bør parkeringssystemet laves om, så det slet ikke er muligt at indtaste udenlandske bogstaver, som aldrig optræder på danske nummerplader. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Ifølge Pia Hovaldt bør parkeringssystemet laves om, så det slet ikke er muligt at indtaste udenlandske bogstaver, som aldrig optræder på danske nummerplader. Foto: Kim Dahl Hansen

Ikke sikker på medhold

Selvom sagen ifølge FDM er klar, er det dog ikke ensbetydende med, Pia Hovaldt havde vundet sagen i Parkeringsklagenævnet.

- Der bliver jeg nok nødt til at sige måske, for det er ikke alle medlemmer i Parkeringsklagenævnet, der nødvendigvis er enige om, i hvilken udstrækning praksis er gældende.

- Så det tør jeg ikke lægge hovedet på blokken og sige. Men hvis du spørger os i FDM, så bør sådan en sag vindes. Men vi har desværre også set eksempler på det modsatte.

Ikke desto mindre er det dog chefkonsulentens bedste bud, at Pia Hovaldt ville have vundet en retssag, hvis man går ud fra Landsrettens praksis.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.