Skal du køre bil i juledagene? Sådan kommer du sikkert frem og tilbage
Få flere gode råd fra dem, der har mest styr på trafikken i Nordjylland
Opdateret kl. 19:50
NORDJYLLAND: Jul er lig med hygge, familie, venner, god mad og gaver. Men for langt størstedelen af nordjyderne er det også lig med transport.
Mange tager bilen, når de skal på julebesøg eller holde juleaften, men det er ikke uden problemer, selvom julehumøret er med i bilen.
Derfor har Vejdirektoratet lavet fem råd til, hvordan man bedst muligt kommer godt frem og tilbage.
- Kør uden for de mest trafikerede tidsrum og sæt ekstra tid af til rejsen.
- Hold dig opdateret om den aktuelle trafiksituation på Trafikinfo.dk.
- Hold godt øje med vejrudsigten.
- Kør efter forholdene og hold god afstand til de forankørende trafikanter.
- Hav tæpper, noget at drikke og eventuel en skovl med i bilen.
Også råd til elbilsejere
Kører du elbil, skal du i visse tilfælde tage nogle andre forbehold, end hvis du kørte benzin- eller dieselbil.
- Vi har før set, at det kan give nogle udfordringer, når man som elbilist skal fra a til b i de travle juledage, og det stiller selvfølgelig krav til ladenetværket rundt omkring i landet, fortæller Emilie Linders, der er presseansvarlig for ladeoperatøren Clever, i en pressemeddelelse.
Derfor har Clever også nogle råd til elbilsejerne.
- Lad helt op hjemmefra: Mange elbiler kan i dag køre tværs over landet på et fuldt batteri.
- Stop ved 80 procent: Hvis du alligevel får brug for at lade på vejen, anbefaler Clever, at man lader op til 80 procent i stedet for 100 procent. Det er nemlig de sidste 20 procent, der tager allerlængst tid.
- Kør i god tid: Undgå de mest trafikerede tidsrum ved lynladestationerne, som er mellem 10 og 14 og særligt lillejuleaftensdag og 2. juledag.
- Hold en jævn fart: Elmotoren arbejder hårdere, når du kører stærkt, og det får rækkevidden til at falde. Fordobler du hastigheden, bliver vindmodstanden fire gange så stor, og så kommer bilens batteri på overarbejde.
- Få det bedste ud af ventetiden: Forbered dig på, at der, trods de mange lademuligheder, stadig kan være kø ved ladepunkterne, når du skal have strøm på bilen i juledagene. Tag et spil kort eller en god film med på turen, og forsød ventetiden med julesnacks og varm kakao på kanden.
Sådan forventes juletrafikken at falde
Juleaftensdag falder i år en lørdag. Derfor forventer Vejdirektoratet, at årets store rejsedag til julearrangementer bliver 23. december, om fredagen.
Lillejuleaftensdag er der risiko for tæt trafik og kødannelser, hvor især tidsrummet 11-14 bliver afgørende.
Vejdirektoratet peger især på ruterne fra hovedstadsområdet og vestpå mod Jylland.
Også 2. juledag kan blive en travl trafikdag. Her peges på tidsrummet 11-15, hvor Vejdirektoratet forventer stor risiko for kødannelser og forlænget rejsetid.
Vejret kan spille en stor rolle
Selvom man gør sit bedste som bilist for at forberede sig på køreturen, er der altid en faktor, som kan spille en afgørende rolle: Vejret.
Især sne, frost og tåge er de største fjender i forhold til at komme sikkert frem og tilbage.
Men også kraftig vind kan volde problemer i form af lukkede veje og væltede træer.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.