Motorvejsstøjen skal dæmpes endnu mere: Sådan vil de gøre det
Støjramte naboer kan se frem til mere støjdæmpning end først planlagt
Opdateret 14. august 2023 kl. 10:06
Det støjer at bo tæt på en motorvej, og flere steder i Aalborg er støjen fra E45 så stor, at politikerne på Christiansborg blev enige om at afsætte penge til at opføre knap otte kilometer støjskærme flere steder langs strækningen.
Men nu er der nyt om de kommende støjskærme.
For mens de oprindeligt skulle være mellem tre og syv meter høje, får de nu ekstra højdemeter på.
Nu bliver støjskærmene mellem fem og ni meter høje.
Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
- E45 i Aalborg er et af de områder, hvor naboerne er meget støjplagede af trafikken. Jeg er derfor rigtig glad for, at vi har kunnet lave nogle justeringer i projektet, så det er muligt at opsætte endnu højere støjskærme flere steder på strækningen, siger Mette Aakær Møller, projektleder i Vejdirektoratet, i pressemeddelelsen.
Naboerne kan dermed ifølge Vejdirektoratet se frem til en større støjreduktion end først forventet.
Beplantet
Ud over de nye højdemål oplyser Vejdirektoratet også, at størstedelen af støjskærmene vil blive beplantet på indersiden, mens de på ydersiden, ud mod naboomgivelserne, vil blive fuldt beplantet.
Udvalgte steder vil der også være transparent glas i toppen af støjskærmene.
Det sker de steder, hvor de nærmeste naboer bor i et lavere niveau end motorvejen.
Arbejdet med støjskærmene starter til efteråret og fortsætter ind i 2024.
Nordjyske har tidligere beskrevet, hvordan arbejdet med støjskærmene i perioder vil betyde store støjgener for naboerne.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.