Trafikstyrelsen: Der er ingen undskyldning
Dårlige bremser på bybusser kan ikke undskyldes
Opdateret kl. 17:55
AALBORG: Nordjyllands Politi havde travlt med at uddele synsindkaldelser, da de mandag til onsdag tjekkede bremser på lastbiler og bybusser. Fem ud af ni bybusser og 27 ud af 30 lastbiler levede ikke op til kravene.
- Resultatet er forbavsende, og det er skuffende, at køretøjerne ikke bliver vedligeholdt, siger Victor Hollnagel, bilinspektør i Trafikstyrelsen.
Arriva er et af to busselskaber, der kører for NT, og firmaet fik flere busser tjekket. En af dem fik besked på at køre direkte på værksted, fordi den bremsede skævt.
- Alle vores busser er til service hver sjette uge, men her kan vi kun teste, om den bremser, og ikke om den bremser skævt, sagde Martin Wex, kommunikationschef i Arriva til NORDJYSKE.
Men det er altså ingen undskyldning ifølge Victor Hollnagel.
- Et hvert nogenlunde professionelt værksted har et rullefelt, så det undrer mig. Selvom busser og lastbiler kun er til syn en gang om året, så gælder reglerne altså 24 timer i døgnet 365 dage om året, siger Victor Hollnagel.
Når mange busser og lastbiler har problemer med at opfylde kravene, kunne man tro, at kravene var for skrappe, men det er ikke tilfældet.
- En ganske almindelig personbil kan stoppe på et vist antal meter ved 80 kilometer i timen. Kravene til busser og lastbiler er det dobbelte af, hvad en personbil kan præstere. Det vil sige, at de har dobbelt så lang vej til at standse, så det er ikke skrappe krav, siger Victor Hollnagel.
Af de lastbiler, der blev stoppet og tjekket af politiet, havde mange problemer med deres sættevogn eller påhængsvogn, og i følge bilinspektøren er det et gammelt kendt problem.
- En stor undersøgelse tilbage i 2005 viste, at der var problemer med bremserne på en tredjedel af påhængskøretøjerne, derfor har politiet fokus på det. Disse resultater viser dog også, at det er klogt at have fokus på busserne, siger Victor Hollnagel.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.