Transportminister siger nej: Ingen penge til vej eller bro
Ingen statslig hjælp til bro ved Elling Å eller hovedvejen mellem Aalbæk og Skagen
SKAGEN: Staten vil ikke bruge penge på at hæve broen over hovedvej 40 ved Elling Å. De jernplader, Vejdirektoratet har monteret ved den nuværende bro, er - sammen med Frederikshavn Kommunes diger derude - nok til at forhindre en oversvømmelse, som den, man oplevede i oktober 2014.
Det mener transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA), der heller ikke vil afsætte penge til en udbygning af 2+1 vejen mellem Aalbæk og Skagen, et projekt, som gik helt i stå, da amterne blev nedlagt i 2007.
- Det er et fornuftigt projekt, men der er ikke økonomisk råderum til det her og nu, men det vil indgå i overvejelserne om, hvilke projekter, der skal fremmes efter 2020.
Sådan lød ministerens svar på Bjarne Laustsens (S) spørgsmål i Folketinget onsdag.
Skoleelever hørte på
På tilhørerpladserne sad blandt andet en 8. klasse fra Frydenstrandskolen i Frederikshavn, og de var specielt interesseret i sagen om Elling Å.
Jernpladerne, som Vejdirektoratet har monteret på broen, kaldte Bjarne Laustsen "noget klamphuggeri".
- Jeg synes, det er flovt, at staten halter så meget efter. Ministeren kan jo ikke sige, hvornår vi igen får så stor en oversvømmelse. Det sker hyppigere og hyppigere, og alle i lokalsamfundet er enige om, at der er behov for, at staten løfter sin opgave og hæver den bro.
- Vi ved nu, at vejen mellem Aalbæk og Skagen kan laves for 90 mio. kr. og ikke 200 mio., så det må da gøre indtryk på ministeren, sagde Bjarne Laustsen.
Ole Birk Olesen mindede om, at der i 2014 sad en socialdemokrat i transportministeriets stol og beskyldte Bjarne Laustsen for at have én politik, når socialdemokraterne sidder i regeringen og en anden, når de er i opposition.
- Det er pinligt for folkestyret, sagde Ole Birk Olesen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.